Grisk når det gælder

Lønsystemerne på det akademiske arbejdsmarked er nu ændret så meget at vi for at kunne følge med lønudviklingen bliver mere og fikseret på individuelle tillæg.

Det er dybt problematisk – fordi det ændrer den kollektive og mere eller mindre automatiske lønstigning til et evigt tilbagevendende issue.
Hver eneste gang der skal ske lønstigninger bliver det brugt krudt og energi på lønforhandlinger. Som om tillæg er den eneste motivationsfremmende faktor. Hvad med sammenhæng i opgaverne, tryghed i ansættelsen, trivsel, arbejdsmiljø, ledelse etc.

Det er en temmelig éndimensionel opfattelse af motivation på jobbet – at fokusere så meget på lønnen. Men det kommer vi med det system til. Ikke kun fra ledelsesside, men måske især fra medarbejderside.
Vi kommer til at opleve et system hvor alle andre motivationsfremmende faktorer end lige netop løn bliver skubbet i baggrunden. Ganske enkelt fordi det er den eneste måde at følge med udviklingen på. Sørgeligt, sørgeligt.

Derudover: Vi bliver som AC-kolleger mere og mere hinandens konkurrenter. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvad det betyder for arbejdsmiljøet når der kun er xx antal kroner i kassen og vi hver især skal gøre vore hoser grønne overfor direktøren. Sørgeligt, sørgeligt.

Er der f.eks én som ledelsen vil give særligt meget fordi han/hun er svær at rekruttere kan det da være en god forhandlingspositition. Men det er ingen garanti. Den er svær fordi tillægget kan bruges til to forskellige formål:

Enten til gavn for den pågældende eller til gavn for hele gruppen. Og det er jo det der er hele dilemmaet i.f.m. indviduelle tillæg.

Tillidsmanden/forhandlerne bliver nødt til at kridte skoen endnu mere : Nemlig til at bruge forhandlingssituationen til kræve at de lavtlønnede også skal have tillæg.

Et nyt system med vægten på individuelle løn stiller nye krav om at få forhandlet så store tillæg igennem som overhovedet muligt. Men det er ikke nok. Der følger nogle andre ting med som er mindst lige så vigtigt hvis det ikke skal ende i wild-west-forhold hvor enkelt personer rager til sig på de andres bekostning.

1. Åbenhed om hvor meget hver især har forhandlet igennem. Og for hvad.
2. Åbne og objektive kriterier for hvad der udløser tillæg. For at modvirke fedterøvstillæg.
3. Sikring at lønforskellene ikke bliver større end kollegerne i fællesskab kan acceptere.
4. Sikring at et system der modvirker uretfærdigheder. F.eks. åbenhed om aftaler, gennemsigtighed. Forpligtende aftaler etc.