DF´s ulidelige retorik

Hvad stiller man op med Dansk Folkepartis racistiske og populistiske retorik? Skal de ignores eller tages alvorligt?

Det spørgsmål bliver i almindelighed aktualiseret i takt med partiets større indflydelse på regeringens politik – og i særdeleshed i forbindelse ni lokalformænds eksklusion af DF fordi formændene accepterede medlemmer af Dansk Front og Dansk National Socialistisk Bevægelse – blot de ville gå lidt ”stille med dørene”.

Søren Espersen fra DF forsøger oven på denne brøler demagogisk at vende topledelsens eksklusion at DF til noget positivt. I modsætning til f.eks. de Radikale og Enhedslisten der huser tilhængere af Hitzb-Ut-Tahrir gør vi noget ved ekstremisterne, lyder det fra DF. Angreb er det bedste forsvar. Nøjagtig som under Muhammed-krisen, hvor regeringens konstante og massive pissen på et religiøst mindretal og deres profet til sidst fik den muslimske verden til at fordømme Danmarks måde at behandle muslimer på.
Også her forsøgte DF at vende sagen til at et spørgsmål om ”ikke at være så sart – og at indvandrerne og andre sippede tanter må kunne tåle lidt kritik og humor". Hvor sippet er det iøvrigt lige Pia Kjærsgård selv er når man kalder hende for racist?

Altså nogle klassiske retoriske tricks i stil med skolegårdens ”De andre er da meget værre”, ”Du må da kunne tåle lidt kritik” og ”Du skal ikke bestemme hvad jeg må sige”. Det er i fuld alvor sådan Søren Espersen fra DF argumenterede da P1-debatten i onsdags satte ham sammen med Niels Erik Hansen – Dokumentations – og rådgivningscentret om racediskrimination.

Og hatten af for Niels Erik Hansen: Benhård dokumentation af Mogens Camre, Pia Kjærsgaard og Louise Frevert-citater, desperat afvist af Søren Espersens med brug af 5-års-retorik a´la ”Det var ikke sådan jeg sagde det” og ”Det kan du selv være”.

Søren Espersen og hele hans latterlige parti er superprovokatorisk og lefler konstant for den indre svinehund. Det kræver virkelig et klart hoved at kunne gå i en skarp debat med sådan en mildt sagt alternativ debattør. Men Niels Erik Hansen kunne gøre det – uden at plumpe i Søren Espersens populistiske fælder.

Man kunne naturligvis også nægte at indgå i debat med fjolser som Espersen. Det ville ligge lige for – for magen til lavpandet retorik skal man lede længe efter. Men nej. DF og Espersen er alt for farlige at ignorere. Historien i 30´rnes Tyskland har vist os hvad der sker hvis man for længe ignorerer ekstremistister som lederne i DF.

Intet under at nynazister og skinheads føler sig tiltrukket af dette ultraekstremistiske parti. Her er ikke tale om at landsbytosser og forvirrede personer ender et ”forkert” sted. Nej det handler om at DF fører en politik der tiltrækker og opmuntrer kredse i det nynazistiske miljø. Det kan ikke reduceres eller affejse med smuttere eller tilfældigheder. Også det fik Niels Erik Hansen sagligt og offensivt dokumenteret.

Hør debatten mellem Espersen og Hansen her
Debat om ekstremister i DF

Jubii. Hamilton tilbage

Ugens bedste nyhed må ubetinget være udgivelsen af Jan Guillous Madame Terror. Den udkom på svensk i onsdags og forventes i en dansk version i løbet af oktober. Det er ikke så meget bogen i sig selv der den store nyhed, selvom den efter sigende har fået topanmeldelser. Læs en af dem her:
Hamilton vender tilbage

Mere fantastisk er det at Guillou dermed har genoplivet Carl Gustav Gilbert Hamilton som hovedfigur. Hamilton var ellers erklæret død og begravet efter 11 fantastiske thrillers i perioden 1987 – 1996. Men så syntes Guillou ikke at der var mere i verden at overkomme for actionhelten og i den sidste bog – Hamlon blev han skrevet ud af historien.

Men hvad der fortiden sker af kaos med hensyn til den globale krig mod terro, islamiske aktiver i Londons undergrund og et Israel der med den vestlige verdens (herunder Danmarks) passive opbakning dræber civile og krænker naboernes grænser – Ja så er der brug for en helt. Og det kan KUN være Hamilton.

Vi har brug for Hamilton. Men vi har sandelig også brug forfatteren Guillou. Hvad menes det f.eks. med terrorisme? Det spørgsmål tager Guillou op. Både i bogen og i forskellige interviews. Til et svensk dagblad sagde Guillou således for nylig: ”De piloter, som nu bomber børnehjem i Libanon, er der ingen der kalder terrorister”. Sådan. Hurra for Guillou. Og hurra for Hamilton.

Kunsten at læse forkert på en flybillet

Alt var ellers gået efter planen: Afhentning i Nice lufthavn midt om natten af Troels og Iben, der oven i købet havde gjort sig den ulejlighed at checke lejlighedens adresse ud på forhånd. Altså ingen slinger i valsen med at få os afleveret i bjergbyen Fayence. Ej heller tilbage igen. Tidligt op. Rengøring, aflæsning, bjergbus til Grasse. Ny bjergbus til Nice. En hel dag i storbyen inkl. shopping, stening i parken, slentring i Vieux Ville og restaurantbesøg i selvsamme gamle bydel. Og så sen ankomst til lufthavn, men dog i tilpas god tid til at kunne chekke ind i good tid. Herregud flyet går først kl.01.15 og vi er allerede fremme kl.23.00. Men hvad hjælper det. Når man ikke kan læse? Har ellers både akademisk baggrund og fin fin masteruddannelse. Hvad får man at vide i køen? Afgang lørdag d.23 august kl.01.15 var i går. Ikke i dag! Helt i sort. Nedtur. Køb af tre nye billetter (4500 kr. Værsgod). Ikke engang plads til alle tre. Først i sidste øjeblik sikkerhed for at alle tre kommer af sted. Hvad sker der inden i én? Man forbander de der kommer i sidste øjeblik. Man gør sig bred så dem der vil klage ikke kan komme hen til disken. Måske deres klage virker og man selv smides bagerst i køen. I det hele taget kommer de værste instinkter frem i én når man står der i køen i Niece midt om natten og man fandengalemig har taget fejl af afgangstidspunktet.
ØV

Hvorfor blogger jeg?

Ja – hvorfor gør jeg egentlig det? Det spørger jeg også mig selvom. Er det et narcissistisk navlepillende selvrealiseringsprojekt? Er det ekshibitionisme? Well. Ingen af delene – og så alligevel måske lidt. Vidensdeling er jo helt vildt spændende. Og med blog-eksplosionen er det pludselig lidt sjovt. Nu kan man rent faktisk vidensdele inden for egen blog-kultur. Man kan bruge hinanden som hinandens eksperter – og det er da lidt spændende.
At blogge er vel en øjeblikkeligt offentliggjort dagbog. Samlet et sted. På denne portal. Nu har dagbogsskriverier aldrig været min stærke side, men måske dette er chancen til at få lagret nogle af de tanker man gør sig. De læserbreve der aldrig bliver afsendt. Den avis jeg aldrig får lavet. Med mine tanker – mine erfaringer og mine holdninger. Netop fordi den er offentlig og eksponeres til et ukendt antal mennesker bliver indholdet også derefter. Altså ingen udhængning af 3-personer. Ingen intime detaljer. Ingen slibrige sladderhistorier. Men derfor kan bloggen vel være sjov nok alligevel.