Vi var:
Aviaja, Madeleine, Albert, Nana, August og Vera i den ene hytte.
Alberta, Ellis, Mathilde, Youssef, Anna og Anton i den anden hytte.
Og endelig Helle og mig i den tredje hytte.
Her kommer et lille udpluk fra en aldeles fremragende juleferie - inkl. juleaften på Idre Fjäll
Ellis ønsker sig en monster-dragt. Hvordan sådan én mon så ser ud. Og nu har han lavet et forlæg.
Monsterdragten skal nemlig være prydet af et antal pænt uhyggelige edderkopper - som han har lavet nogle tegninger til. Og som Helle nu skal bruge til at sy på monsterdragten.
Bemærk hugtanden lige ovenover den blå plamage
Faldt over et rigtig fint debatindlæg i Information skrevet af en Christina Nellemann Sørensen
Kunne faktisk ikke sige det mere præcist:
Tænk hvis man i provinsen havde friheden til at tage bussen
Jeg er vokset op i en forstad uden for Odense. Jeg husker svagt, at det engang var muligt at tage bussen på en lørdag. Ligesom det var gratis både frem og tilbage til centrum, da H.C. Andersen blev 200 år.
Men ligesom med den odenseanske stolthed er mange busafgange blevet til noget, der var engang.
I den lille gennemkørselsby, hvor jeg voksede op, afgik weekendbussen ved døden i 2010. Forstaden blev nedgraderet til provinsen, hvor sidste afgang på en hverdag sikrer, at du er hjemme kl. 18.45.
Naturligvis er der det gode alternativ, det fordrer bare, at du lige indleder med en tre kilometer lang gåtur til nærmeste endestation.
Man kan så overveje og måske endda være så frisk at oddse på, hvor lang tid det fungerer for børnefamilien eller pensionisten.
Hvornår børnefamilien er nødsaget til at købe den ekstra bil, hvis hverdagen skal kunne hænge sammen. Hvornår pensionisten ikke længere kan holde den tvungne isolation ud og geninvesterer i forbindelsesmidlet.
Hvornår forældrene giver efter for teenageren, der er træt af at være afhængig af mor og far.
Hvornår unge såvel som gamle beslutter sig for at flytte, for nu er det simpelthen for træls.
Færre busruter og flere bilruter
Med nedlæggelsen af busruter i provinsen følger ikke kun en tvungen billet til at købe bilen med, men borgerens frihed til selv at vælge ryger også ud med badevandet. Friheden til at vælge, om man vil køre fælles eller solo. Friheden til at vælge, om man vil drikke tre Albani Classic, eller om det skal være Carlsberg Nordic. Friheden til selv at vælge, hvordan man tager hjem, når aftenens fornøjelser er omme.
For ikke at tale om friheden til selv at prioritere, om pengene skal gå til en bil eller sønnikes efterskoleophold. For nogle familier resulterer det i en benhård prioriteringssag. For selvfølgelig står cyklen ved siden af som alternativ, men ville du selv lade din teenagedatter cykle de ti kilometer hjem klokken 23 torsdag aften på den mørke landevej, hvor du ved, folk til tider kører som sindssyge?
Det er ikke finansielt rentabelt med kollektive busruter i halvtomme provinsbyer, men spørgsmålet er, om det er forsvarligt over for vores klima ikke at have dem kørende? Når vi dødsdømmer dem med henvisning til fortidens passagertal, er det intet mindre end en falliterklæring på forhånd.
Bilruterne derimod etableres som aldrig før. Danskerne er tossede med at købe biler. Eller også har de været tvunget ind bag rattet til gavn for statskassen, der får jævnt flere penge ind ved bilafgifter end busbilletter.
I løbet af de seneste 30 år er antallet af biler på de danske landeveje faret til himmels. Med bilen blev vi nemlig frie til at køre lige derhen, vi ville, og med indførelsen af elbilen er det ligeledes hævet over enhver tvivl, at elnettet skal rulles ud, så friheden kan bestå.
Friheden til at oplade bilen, lige hvor man vil, også der, hvor busserne vender, men kragerne flyver forbi. Jovist, det er frihed at køre lige derhen, hvor man vil, men det er også en tvungen frihed, når alternativet ikke eksisterer.
Sæt farver på provinsen
Det er frihed at starte bilen lige på det tidspunkt, man når ud ad døren mandag morgen. For derefter at indse at man kom for sent afsted og får spist den første halve time af arbejdsdagen på E20.
Nok er der så intet andet valg end at vente på, at de forankørende frihedsbilister får sluppet koblingen, men i det mindste har man den ultimative frihed over valget af radiokanal i sin frihedsøse.
Men det er også en moralsk nedslidende frihed, hvis man tager sig den frihed at beregne sit CO2-udslip imens. Medmindre man da har prioriteret den ønskede elbil i familiens budget, så er det jo bare med at nyde det fremadsneglende frirum på E20 i fuld vigør.
Imens er der så tid til at tænke og måske endda konkludere, ligesom størstedelen af danskerne har gjort, at man gerne ville leve mere bæredygtigt.
Problemet er dog, at det bæredygtige transportvalg er sparet væk. Politikerne vil åbenbart ikke give danskerne det frie valg, medmindre de altså investerer i mursten inden for den kollektive trafikring.
Kære kommunalpolitikere, husk nu provinsen.
Mens vi venter på både klimahandling og det frie valgs genopståen, så lad os lige slå fast, at rød, grøn og blå politik godt kan fungere på samme malerpalette. Også uden at det ender som en grim udefinerbar farve, ingen gider male med. Genetablering af offentlig transport i provinsen er et eksempel på et af de motiver, der kan males med alle farverne.
