Hvad kan vi lære af 20 års krigsførelse i Afghanistan? Læs
dette brev til den danske regering fra en afghansk flygtning. Den giver en fin
analyse
_____ ___________ ____________ ____________ _____________
_____________
Medierne har de seneste par dage været fyldt med historier
om Afghanistan. Om hvordan Taleban har overtaget magten, og hvorfor det er gået
så hurtigt. Som dansk-afghaner kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at følge
med i debatten og bruge min stemme så meget som muligt på de sociale medier.
Men jeg står igen og igen tilbage med det samme spørgsmål:
’Hvorfor taler vi ikke om kerneproblemet?’.
Indtil Sovjetunionen under den kolde krig invaderede
Afghanistan, var landet i rygende udvikling. Invasionen skabte naturligvis
frygt i den vestlige verden for, hvilken magt sovjetterne ville få i regionen.
Dem, der var imod udviklingen i Afghanistan, var dybt
konservative og radikaliserede mennesker, og her så det amerikanske
efterretningsvæsen en gylden mulighed for at servere Sovjetunionen deres
’Vietnam-krig’.
De oprettede træningslejre i Pakistan for de radikaliserede
dele af samfundet, og denne gruppe af islamister blev trænet og støttet
økonomisk af USA via våben til svimlende beløb. Flere amerikanske politikere og
efterretningsfolk har siden indrømmet at have oprettet og forsynet de radikale
islamister i den hellige krig mod kommunismen.
Det gælder både Zbigniew Brzezinski, national
sikkerhedsrådgiver for den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter og
Hillary Clinton, tidligere udenrigsminister for USA.
Amerikanernes plan virkede. Der var massive kampe mod
sovjetiske og prosovjetiske afghanske tropper. Sovjet trak sig ud af
Afghanistan, og verden bevidnede, hvordan afghanerne blev overladt til radikale
islamister, der plyndrede og hærgede by og land. Og hvad gjorde den amerikanske
regering?
Den efterlod landet. Og den gjorde det uden tanke for, at
den havde været med til at skabe, træne og forsyne et monster, som siden
voksede sig til en terrororganisation. Taleban kom til magten i Afghanistan i
1996, og alt, Afghanistan havde kæmpet for, blev revet væk på, hvad der føltes
som et splitsekund.
I perioden frem til 2001, hvor USA invaderede Afghanistan,
var en masse mennesker, heriblandt min egen familie, nødt til at flygte. Og i
dag, lige nu, ser vi historien gentage sig. Taleban har overtaget magten på,
hvad der føles som et splitsekund. Og hvem støtter dem? Det gør Pakistan.
Ikke kun konsekvenser i Afghanistan
For Afghanistan vil Talebans overtag betyde frygt,
forfølgelse, tortur, undertrykkelse og død. Det vil betyde, at kvinder bliver
frataget deres rettigheder. Det vil betyde, at menneskerettighedsaktivister,
journalister og folk, der har arbejdet for regeringen og sammen med udenlandske
tropper, vil være nødsaget til at leve i skjul.
For Vesten vil det betyde, at der snart kommer en kæmpe
flygtningestrøm, og vi kan allerede nu se, hvordan udsigten til endnu en
flygtningestrøm skaber splid i den danske befolkning, hvor visse segmenter har
meget stærke holdninger til flygtninge.
Men hvad vil der ske med traumatiserede mennesker, der er
flygtet for deres liv, men ingen steder har at flygte til? Det vil i hvert fald
ikke hjælpe på deres udvikling, hvis vi ikke tager ordentlig hånd om dem.
Derudover er der risiko for nye terrorangreb. I 2001 høstede
Vesten konsekvenserne af at støtte radikale islamister til vores alles rædsel.
Hvilket narrativ vil politikerne fortælle den almene befolkning denne gang?
Vil de hævde, det er islam, der er kerneproblemet, vel
vidende at det er Vesten, der har skabt, støttet og trænet disse mennesker? At
det er den afghanske befolkning, der er splittet, vel vidende at man har
forsynet forskellige grupperinger med våben i kampen mod hinanden?
Jeg kan huske de øjeblikke, hvor jeg som flygtning ikke
vidste, hvem jeg var. Nu ser jeg det på tv: tusinde desperate flygtninge, som
kæmper for overlevelse. Hvad vil der ske med min familie? Hvad vil der ske med
mine kusiner? Hvad vil der ske med mine fætre? Hvad skal der ske med de små
drenge, som bliver brikker i den store geopolitiske magtkamp, som Afghanistan
igen er blevet offer for?
Så når jeg ser Mette Frederiksen, vores statsminister, ringe
og personligt takke den pakistanske premierminister, Imran Khan, bliver jeg
mildest talt forarget. Magen til historieløshed er svær at få øje på.
Taleban bliver i øjeblikket stadig støttet af den
pakistanske efterretningstjeneste ISI, og derfor er Pakistan med til at
forværre situationen i Afghanistan. Så der er ikke noget at takke den
pakistanske premierminister for. Mette Frederiksen burde stille ham til ansvar
for de forfærdeligheder, som tvinger folk til at flygte til at begynde med.
Min bøn til politikere og det internationale samfund er, at
de tager ansvar og kommer med reelle løsninger til det rod, som de har været
med til at skabe i Afghanistan. Det skylder man sin egen demokratiske
bevidsthed og det afghanske folk.
Hila Aryan er politisk flygtning fra Afghanistan.
