Jeg har det fuldstændig på samme som kronikøren her:
Kasper Planeta Kepp er professor MSO ved Danmarks Tekniske Universitet og han havde nedenstående i Information den 2.juli
---
Det er efterhånden flere uger siden, at danskerne gik til valg. Siden
er valgresultatet blevet rost for, at de systembevarende magtpartier
vandt over de nye i Folketinget. Tv-stationernes kommentatorer og
diagrammer udnævnte i kor den såkaldte ’midte’ som de ubestridte
sejrherrer.
Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet og De Radikale, der
historisk set har haft mest magt, gik frem, mens de nye systemkritiske
partier – Liberal Alliance og Alternativet i særdeleshed – tabte valget.
Valgkampen var især et klimakapløb. De røde kaprede som de første
klimadagsordenen, der pludselig blev en vindersag for alle partier. For
hvem vil ikke kæmpe for kloden og klimaet?
I en valgkamp, der blev oversvømmet med gratis og symbolske
synspunkter, opdagede de blå partier vigtigheden af klimaet alt for
sent.
Klimaet står øverst på listen i den nye regerings fælles papir
’Retfærdig retning for Danmark’. Det følges op af andre velklingende
fokuspunkter: mere velfærd, mere lighed, mere uddannelse og mere
integration. Mere af alt det, der lyder godt.
Men hvis alle disse mål skal have værdi, må både vælgere og partier i
et velfungerende demokrati bestræbe sig på at nå målene uden at glemme
at løse de store problemer, som midterpartierne i årenes løb har skabt.
For ja, de gamle magtpartier, den såkaldte ’midte’, vandt valget. Men
ét er, hvad de sejrrige midterpartier siger, de vil gøre, noget andet
er, hvad de allerede har gjort. De er hovedansvarlige for en lang række
forhold, som vælgernes sørgeligt korte politiske hukommelse ikke har
straffet partierne for.
Her er ti eksempler på helt essentielle problemer i samfundet, som
enten helt eller delvist er vedtaget af midterpartierne. Problemer, som
de har ’glemt’ at gøre op med, og som vælgerne har blåstemplet gennem
deres stemme på partierne:
1. Faste årlige besparelser på velfærden.
Besparelserne har ført til afskedigelser og store forringelser i
kvaliteten af velfærden. Effektiviseringspolitikken har vidtrækkende
konsekvenser, som ingen ønsker at stå på mål for. Venstre, der er det
hovedansvarlige parti for besparelserne, er blevet belønnet med fremgang
af vælgerne. Og selv om skaden er sket, vil den socialdemokratiske
regering kun droppe besparelserne på enkelte områder. Alligevel gik de
også et mandat frem.
2. Bureaukratiseringen. Overreguleringen af
offentligt ansattes arbejdstid har medført enorme problemer for den
følte velfærd i alt fra børneinstitutioner og skoler til jobcentre og
plejehjem. Det skete alt sammen under de gamle partier, som alle gik
frem ved valget. Trods Mette Frederiksens (S) påståede opgør med
Thorning-/Corydon-tiden er en betydelig reduktion af regelbyrden
urealistisk.
Alle regeringer lover at afbureaukratisere. Det er bare aldrig sket før.
3. Centraliseringen. Politikernes konstante trang
til at centralisere har forårsaget et tab af nærdemokrati, en lukning af
lokalsamfund og en styrkelse af magtens centre. Strukturreformen fra
2005 og Politireformen i 2007, som fjernede 42 af de 54 politikredse, er
eksempler på to massive centraliseringer, som midterpartierne støttede.
Mere decentralisering berøres kort i forståelsespapiret, men
midterpartierne er alle centraliseringspartier. Det vil den nye
forståelse næppe omgøre væsentligt – dog måske i symbolsk grad.
4. Mørklægningen. Med offentlighedsloven har
magtpartierne vedtaget en lov, der giver dem mulighed for at mørklægge
arbejdet i den stadigt mere magtfuldkomne centraladministration. Loven
blev stemt igennem af de sejrrige midterpartier, der systematisk har
nedbrudt aktindsigten – et af de vigtigste definitionsmæssige kriterier
for et demokrati.
Nu hvor magtpartierne ikke længere modstås af et flertal for
demokratisering, kan de fortsætte upåagtet. Loven blev også ignoreret i
valgkampen og er ikke nævnt med ét ord i forståelsespapiret.
5. Kriserne i SKAT. Skandalerne i SKAT løber op i
over 100 milliarder kroner. Måske endnu værre har udnyttelsen af
systemet medført en voksende mistro til værdien af at betale skat og
overskygger dermed alt andet i proportion.
Alligevel var emnet næsten fraværende i valgkampen, for nu havde
politikerne pludselig fundet en ’løsning’: en opsplitning af mastodonten
i syv dele og tilførslen af endnu flere penge. Et mere enkelt
skattesystem forbigås helt i forståelsespapiret. Skandalerne afslører
foruroligende problemer med vores skattesystem, som kun tilgodeser de
få, der kender det.
6. Salget af Dong. Salget fortsatte en mørk
tradition for at afvikle vores over årtier skabte infrastruktur til
obskure profitinteresser til underpris med usandsynlige påstande om
manglende køberinteresse. Salget gav Goldman Sachs en
milliardfortjeneste og forgyldte lederne med millioner i aktieoptioner
betalt af befolkningen.
Trods 200.000 protestunderskrifter blev intet gjort om. Salget blev
bl.a. tvunget igennem af de gamle magtpartier og afslører endnu et uløst
problem, som vælgerne ikke straffede partierne for. Emnet blev helt
ignoreret i valgkampen.
7. Købet af kampfly. Prisen for flyene løber op i
ikke mindre end 50 milliarder kroner. Men udgifterne vil sikkert være
endnu højere. For tallene plejer at være lidt for lave, når de sælges
til befolkningen. Trods massiv kritik og tydelige indikationer på en
mangelfuld demokratisk proces i systemets maskinrum blev magtpartierne
alligevel enige om at købe flyene. Dog uden De Konservative, der ville
bruge endnu flere penge.
Debatten om kampfly blev helt ignoreret i valgkampen og er heller ikke nævnt i regeringens forståelsespapir.
8. Totalovervågningen. Stasi havde været misundelig
på graden af overvågning i Danmark. Den er uden historisk præcedens.
Selv den mest beskedne færden i vores fysiske og virtuelle liv bliver
registreret gennem mobildata, cookies, e-mail-skannere og
overvågningskameraer overalt i det offentlige rum. En ekstrem situation,
der er uforenelig med selve grundbetingelserne i et demokrati.
Overvågningen blev også ignoreret i valgkampen og kan ikke findes nogen steder i forståelsespapiret.
9. Tabet af menneskeligheden i systemet. De gamle
partier har de seneste 20 år svækket nærheden, solidariteten og
civilsamfundets styrke i samfundet. Partierne har næsten umuliggjort
kontakten med systemet og krydret det med mistro, misundelse og lange
ventetider. En essentiel værdi i et demokratisk samfund, der stort set
blev ignoreret i valgkampen.
10. Skreddet i den politiske kultur. Mistilliden til
politikere er konsekvent dokumenteret i årlige
troværdighedsundersøgelser. Det burde have ført til omfattende reformer
for at sikre maksimal troværdighed til de vigtigste embeder i landet.
Men har vi råd til politikere, der glemmer, at de er til for
samfundet, ikke staten? At de følger et kald, ikke en karriere? At
politik er en fælles proces mod den bedste løsning, fyldt med læring og
fejl, ikke en kamp, der skal vindes uden svaghedstegn?
Alle ti ovenstående problemer er primært et resultat af en politik,
de vindende magtpartier har ført i mange år. Og det er altid mere
sigende af se på, hvad de har gennemført, end hvad de siger, de gerne
vil gennemføre. For det er ikke kun vælgerne, der har en dårlig
hukommelse. Politikerne glemmer oftest også deres kronisk svigtede
hensigtserklæringer.
I euforien over valgresultatet den 5. juni overser vi de store
værditab på helt essentielle områder. Jeg håber, at dette indlæg vil
tjene som balance til det positive billede, der præsenteres i
øjeblikket.
