...og mens vi er igang med kloge mennesker der siger kloge ord...

Carsten Jensen. I anledning af at Norges statsminister har besluttet at hente en norsk statsborger - en syg dreng på fem år - hjem til Norge:

Hvis du gerne vil vide, hvorfor jeg hellere vil leve under en højreorienteret regering i Norge end under en venstreorienteret i Danmark, så læs videre.
Vi kender hende alle sammen, den onde stedmoder. Hun plager livet af Askepot. Hun prøver at tage livet af Snehvide. Hun sender børnene væk til en ensom død i den vilde skov i Hans og Grete. Forskere har opdaget, at i de tidlige versioner af Grimms eventyr var det slet ikke en stedmor, men en mor. Men den version var for grusom for børn, der ikke skulle få den ide, at deres mor kunne hade dem eller ligefrem ønske dem døde. Sådan opstod den onde stedmor som litterær figur, som skærm for en ubærlig sandhed.
Den onde stedmor findes også i virkeligheden. Vi har valgt hende til statsminister i Danmark. Børnenes statsminister kalder Mette Frederiksen sig med en kynisme, der selv i en storhedstid for spindoktorer, er uovertruffen. Udtrykket giver associationer til landsmoder, et noget bedaget udtryk, der hører hjemme i en tid før demokratiet, en altfavnende moderskikkelse, der beskytter de umyndige små, som ikke kan passe på sig selv. Og det er da også der, Mette Frederiksen gerne vil have os danskere hen, til en ny umyndiggørelse, hvor en række menneske- og borgerrettigheder er sat ud af kraft. Ligesom i et børneværelse skal vi overvåges dag og nat, og stedmor kan komme og gå i vores privatliv, som hun lyster, uden at banke på først.
Har du kæmpet i Syrien, er du retsløs. Politiet kan også efter udstået straf trænge ind i dit hjem uden dommerkendelse. Dine børn vil blive tvangsfjernede, og befinder du dig stadig i en fangelejr i Syrien er du også med dansk pas en fremmed, som den danske stat vil ignorere.
Det gælder også, hvis du er et lille barn med blondt hår og blå øjne, uskyldens og danskhedens nedarvede symboler. Gør dig ikke håb om hjælp. Græd alene i mørket. Din onde stedmor giver dig højst et forgiftet æble, eller overlader dig til heksens bageovn, så du endegyldigt kan udfries af dine lidelser.
I Al Hol Lejren i det nordlige Syrien opbevares 68.000 af nederlagets mænd og kvinder fra Islamisk Stat. Andet ord end opbevare er der ikke for det, når end ikke deres overlevelse kan garanteres. Blandt lejrens 12.300 udlændinge er der 8.700 børn. Sidste år døde 371 af dem af underernæring og ubehandlede sygdomme.
Lejrens 30 danske børn kommer aldrig hjem, hvis det står til vores alle sammens onde stedmor på statsministerposten. De får lov at gå til, mens en udeltagende dansk regering, der har valgt at ignorere Geneve-konventionens minimale bud om anstændig behandling af krigsfanger, ser til. Og hvordan kan børn være en terror-organisations medskyldige? Et ubesvarligt spørgsmål, som kun giver mening i en ond stedmors formørkede univers.
Anderledes i Norge. Her har statsminister Erna Solbergs højreorienterede regering, der har været ved magten lige siden 2013, sat sin fremtid på spil for at redde et sygt barn fra Al Hol. Ingen spindoktor har fået lov at gå i vejen. Ingen opinionsundersøgelser eller skotten til vælgervandringer har fået lov at lede en almindelig menneskelig moral på afveje. Erna Solberg kalder sig ikke børnenes statsminister. Men det er det, hun er.
Det har ikke været nogen nem sag. Barnets moder fremstår ikke som nogen sympatisk figur, der måske og måske ikke fortryder sin indsats for en terror-organisation. Nu er hun sigtet, men ikke for militære aktiviteter. Hendes barn, en dreng på fem, lider af cystisk fibrose og vejer det samme som en etårig. Uden behandling har han ikke langt igen.
Dansk Folkepartis norske søsterparti, Fremskrittspartiet, har under bulder og brag forladt regeringen. Dem-og-os-tænkningen er vigtigere end et barns liv. Erna Solberg mener det modsatte. Et barns liv er vigtigere end hendes regerings overlevelsesmuligheder, og flertallet i det norske storting er enige. Alle disse partier og politikere fortjener at blive nævnt ved navn. I mit hoved vil der for altid være en mindeplade for dem.
I det danske socialdemokrati anser de den slags humanisme for utaktisk, politisk tåbelig, ja ligefrem skadelig, ikke nødvendigvis for landet, men for socialdemokratiet selv, der risikerer at tabe hårdtvundne stemmer til den yderste højrefløj. Dansk Folkeparti led ganske vist et tilintetgørende nederlag ved sidste folketingsvalg, som de forhåbentlig aldrig kommer sig over, men deres værdier sejrede, og vi er langt inde i en nedbrydende forråelsesproces, som folketingsflertallets afstumpede holdning til de fortabte børn i Al Hol er det bedste bevis på. Humanismen overlades til i forvejen marginaliserede oppositionspartier, hvor den bliver det afgørende bevis på deres uduelighed som regeringspartnere.
I Norge er humanismen fælles for højre og venstre, når det kommer til de afgørende spørgsmål. Her kan moral veje tungere end magt, undtagen hos de moralske afvigere i Fremskrittspartiet. Her er ingen dem-eller-os, når det gælder et barns fremtid. I Danmark anses humanismen for ufolkelig. I Norge er den folkelig.
Det er derfor, jeg hellere vil leve under en højreorienteret regering i Norge end under en venstreorienteret i Danmark.

Jeg er også dødtræt af DSB

Knud Romer har et ret godt indlæg i Politiken idag.

Her raser han over DSBs elendige service. Og jeg kan kun give ham ret. Her får du Knud Romers fulde indlæg.

»Regionaltoget fra Nykøbing Falster til Københavns Hovedbanegård er ... aflyst. Dut!«.

Dér står du så på Lundby Station og er... fucked. I et jakkesæt på vej ind til den tyske ambassade for at sige farvel til den afgående kulturattaché og hilse på den nye. Men nej.

For min del blev det tysk-danske kultursamarbejde aflyst af DSB. Uden videre kommentar – og ingen at henvende sig til på en ubemandet station, hvor jeg heller ikke kunne optanke mit rejsekort, fordi automaten ikke virkede. Og det gjorde den forkølede rest af en billetautomat heller ikke. Prøv at forklare det til togføreren, som billetterer dig.

»Som togfører sørger du for, at der er ro og orden i toget, og at toget kører til tiden. Du servicerer de rejsende og hjælper dem til rette på rejsen«. Helt sikkert.

Valget står mellem at stå af på næste station eller betale bøden, fordi dit rejsekort ikke kunne tankes op. Du kan bruge resten af dit liv på at få den refunderet, og selv hvis de rent faktisk tjekkede deres automater, kommer det aldrig til at ske i et bureaukrati, som gør Kafka til en skyfri himmel over Udkantsdanmark.

Hvis jeg skulle tisse – og det skal man tit i min alder – er der intet toilet heller. Det er lukket på stationen. Der er bulderravende mørkt. Og hvis jeg vil tilbage til mit hus små 20 kilometer væk, kan jeg vente en time i regnvejr på den eneste bus. Den går nogle minutter efter togets ankomst – der er alligevel blevet tænkt over det – men toget kommer for sent. Og bussen er kørt.

Jeg kan cykle de sidste kilometer fra stoppestedet uden tavle med ankomsttider, fordi Movia har sparet 1,6 millioner kroner ved at digitalisere det, hvis du ellers skulle kunne finde frem til Rekkende på din smartphone.

Tro mig, det kan du ikke – og sådan er det at bo i Ingenmandsland.

Du venter i en tom, nedslidt stationsbygning, der minder om lokummet i en ghetto. Bortset fra at toiletterne som sagt er lukket, så du må pisse i en busk

Du bruger længere tid på offentlig transport end på, hvad du skulle for enden af rejsen. Din tid er intet værd. Og lige siden jeg blev ramt af grøn stær og blev tvangskunde, fordi jeg ikke længere kan køre bil, har jeg haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med DSB. Vi lever i en bananrepublik.

Det har været en meget stor og længerevarende udfordring at få de nye oversigtstavler op på Hovedbanegården. Man står med livet i hænderne, indtil man nogle minutter før afgang får annonceret, hvilket spor toget går fra. Men du kan aldrig vide dig sikker.

Sæt dig op i lyntoget til Nykøbing Falster, som går fra spor 6, og spørg togføreren, hvorfor det stopper ved hver eneste station på vejen. Lyntoget gik fra spor 5 nogle minutter før, men ændringen blev ikke annonceret, og han trækker på skuldrene, når du protesterer – og kommer en time for sent til trehundrede mennesker, som venter forgæves på dit indlæg i konferencesalen.

»Du kan køre med os«, som det hedder i DSB’s reklamer. Det er værst for dig selv.

For sådan nogle som mig, hvor punktlighed er altafgørende, fordi jeg optræder for et betalende publikum på et fastlagt klokkeslæt, koster det i længden mit job og min indtægt og borgerlige tilværelse at være henvist til DSB, hvor punktlighed er en by i Rusland.

Er der nogen, som er i stand til at identificere, hvad der bliver sagt i højttalerne på perronen – eller finde et eneste levende eksempel på togpersonale at spørge om det?

Angsten og nervøsiteten er min medpassager, og selv hvis det lykkes at sætte sig i det rigtige tog, er du langtfra nået i mål. Tværtimod er prøvelserne først begyndt. Sporskiftet ved Ringsted er nemlig i stykker, og toget skal bakke og bruge et andet.

Når det endelig lykkes, går resten af turen bag ved et godstog – lyntoget snegler sig af sted – og det kommer for sent til hver eneste forbindelse på vejen og en time for sent til Aarhus.

»Husk, at du kan få refunderet pengene med Rejsegaranti«, siger togføreren og ved, at det kræver en advokat med speciale i forvaltningsret. Jeg har brugt en dag og 800 kroner på at kæmpe mig frem og tilbage til en tom sal, hvor folk for længst er gået, og mistet min løn inklusive arrangørernes sidste rest af tillid til, at jeg findes.

Det er dog intet i forhold til den udfordring, det er, overhovedet at komme hjem. Banedanmark er nemlig blevet ramt af en naturkatastrofe: sporarbejde! Prøv at komme fra – hvad med bare Nykøbing Falster til København efter kl. 22.

Du venter i en tom, nedslidt stationsbygning, der minder om lokummet i en ghetto. Bortset fra at toiletterne som sagt er lukket, så du må pisse i en busk, og hvis du rent faktisk lokaliserer togbussen på et tilfældigt tidspunkt et sted derude, har du en time eller mere foran dig gennem et månelandskab, indtil du ankommer til Vordingborg.

Nu skal du finde vej i mørket, hvis du ellers kan hitte ud af, hvilken perron toget går fra – hvordan, hvordan? Heldigvis kan du måske følge efter en lokalkendt, som går gennem en havelåge og ned ad trappen til en perron, hvor skærmen er ude af drift. Kommer der et tog eller ikke? Og hvor kører det hen?

Det tager dig faktisk helt til Borup Station, hvor en ny togbus skal transportere dig hele vejen til Høje Tåstrup på et eller andet tidspunkt. Og der står du så klokken 1-2 om natten og venter på et S-tog, som ikke engang togpersonalet på vej fra arbejde ved noget om. De ringer ind til rette instans – skærmene skifter afgang og perron konstant – og der er intet andet tilbage end at bede til de højere magter.

Jeg er glad og lettet over at være i live, når jeg endelig er hjemme. Bortset fra at det hele er om igen med toget klokken 6.

Rejsekortet har til gengæld gjort sit til at gøre det svært at betale for rejsen og udgør en uudtømmelig kilde til indtægt for DSB i bøder (ikke mindst fra sagesløse turister, der har begået den forbrydelse at ville rejse rundt i Danmark). Betalingen for selve kortet er urefunderbart, og DSB må have stor glæde af renterne på minimumsbeløbet, som du også kan skyde en hvid pil efter at se igen.

Jeg købte pligtskyldigt et rejsekort og tankede op – og får besked af togføreren, at jeg ikke kan rejse til Jylland med det, fordi det er et ... anonymt rejsekort. Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Hvis der står et minimumsbeløb på 600 kroner, skal jeg alligevel kunne rejse over Bæltet, så det sørger jeg for. Men nej. Jeg når ikke længere end til Randers på vej tilbage, før en togfører ryster på hovedet.

Angsten og nervøsiteten er min medpassager, og selv hvis det lykkes at sætte sig i det rigtige tog, er du langtfra nået i mål. Tværtimod er prøvelserne først begyndt

Jeg kan ikke rejse fra Jylland til Sjælland på et anonymt rejsekort – eller jo, men så skal jeg ikke kun stemple ind, men først benytte mig af rejsekortautomaten og ændre det til landsdækkende. Hver gang. Desuden står der kun 300 kroner på det, siger togføreren, selv om jeg lige har tanket op med 1.000 kroner, men det kan jeg ikke bilde nogen ind og får besked på at købe en billet på min smartphone eller stå af på næste station.

Så det gør jeg, og da jeg ankommer til København igen og stempler ud, har jeg ikke kun betalt to gange for rejsen, men kan se, at der står rigeligt med penge på rejsekortet, som bare ikke blev registreret rigtigt af togførerens digitale aflæser.

Godt så. Jeg vil taste det ind som landsdækkende næste gang, jeg skal ud og se med DSB, men det er ganske enkelt menneskeligt umuligt for mig at identificere den funktion i rejsekortautomaten – og toget går. Jeg er nødt til at tage det, hvis det ellers lykkes mig at finde den rigtige perron, og det i det hele taget kører – og belave mig på at have den samme diskussion med endnu en togfører, når han dukker op i historien om et forudsigeligt mord.

Der er ikke andet for end at anskaffe sig et personligt rejsekort, men hvordan? Og hvordan får jeg refunderet det beløb, som står på mit kort? Efter en telefonkø fra helvede får jeg at vide, at jeg skal rekvirere en blanket, som kommer med posten, og udfylde den og sende den tilbage sammen med rejsekortet. Eller henvende mig på et rejsekontor. Er der nogen, som har set et åbent kontor på en station i Danmark?

Jo, der er et på Hovedbanegården! Jeg venter i kø i en time, inden jeg giver op – og rejser videre på det anonyme rejsekort, fordi jeg skal af sted. Jeg prøver igen og venter i en time og må sande, at jeg sandsynligvis dør, inden det nogensinde bliver min tur.

Jeg er i dag den lykkelige indehaver af et personligt rejsekort og ånder lettet op, når det lykkes mig at betale for rejsen uden at skulle mødes i retten med en togfører. Men ellers er alt ved det gamle, og hvis DSB var et flyselskab, ville jeg ikke turde benytte mig af det. Så vidt jeg ved, kommer generaldirektøren da også fra SAS, og hvis det stod til mig, blev hele den omgang uformående pampere fyret, der står for den kollektive trafik i landet.

Er der overhovedet nogen, som aner, hvad der foregår i Banedanmark – med signalprogrammerne, elektrificeringen – og hvordan DSB og departementet samarbejder, og ville trafikordførerne kunne svare på det?

Hvem det end er, der har fundet på den vanvittige konstruktion – hvor to selvstændige organisationer skal arbejde sammen, som ikke fungerer hver især, DSB og Banedanmark, og har ansvaret for, at den offentlige transport er brudt sammen, så afstandene i et meget lille land nu er store, at du aldrig nogensinde når frem – så er det nu sikkert, at ingen kommer til at høre for det.

Absurd nok var den tidligere transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, som sådan set kun ønskede at dække kollektivtrafikken med beton, så vi kunne få noget mere privatbilisme, stadig bedre end det, som den nuværende socialdemokratiske regering byder os – og trafikminister Benny Engelbrecht har i stedet for at løse problemerne valgt ikke at forlænge bevillingerne til den kritiske instans, som kunne påtale dem, og tvangskundernes eneste vagthund i Forbrugerrådet: Passagerpulsen.

Undskyld mig, men er der en voksen, som lige gider gøre noget ved det? Og hjælpe Benny til at opfylde sine forpligtelser over for dem, som rent faktisk må lide under hans ressortområde, inden jeg bliver jernbanesabotør?

Klima-Janteloven

Morfar #24

Tiden pisker bare derudaf. Ellis er nu så stor at sutten er blevet afleveret

Og fandme om Ellis ikke også skal have en lillebror eller lillesøster. 20 juni sker det.