...og mens vi er igang med kloge mennesker der siger kloge ord...

Carsten Jensen. I anledning af at Norges statsminister har besluttet at hente en norsk statsborger - en syg dreng på fem år - hjem til Norge:

Hvis du gerne vil vide, hvorfor jeg hellere vil leve under en højreorienteret regering i Norge end under en venstreorienteret i Danmark, så læs videre.
Vi kender hende alle sammen, den onde stedmoder. Hun plager livet af Askepot. Hun prøver at tage livet af Snehvide. Hun sender børnene væk til en ensom død i den vilde skov i Hans og Grete. Forskere har opdaget, at i de tidlige versioner af Grimms eventyr var det slet ikke en stedmor, men en mor. Men den version var for grusom for børn, der ikke skulle få den ide, at deres mor kunne hade dem eller ligefrem ønske dem døde. Sådan opstod den onde stedmor som litterær figur, som skærm for en ubærlig sandhed.
Den onde stedmor findes også i virkeligheden. Vi har valgt hende til statsminister i Danmark. Børnenes statsminister kalder Mette Frederiksen sig med en kynisme, der selv i en storhedstid for spindoktorer, er uovertruffen. Udtrykket giver associationer til landsmoder, et noget bedaget udtryk, der hører hjemme i en tid før demokratiet, en altfavnende moderskikkelse, der beskytter de umyndige små, som ikke kan passe på sig selv. Og det er da også der, Mette Frederiksen gerne vil have os danskere hen, til en ny umyndiggørelse, hvor en række menneske- og borgerrettigheder er sat ud af kraft. Ligesom i et børneværelse skal vi overvåges dag og nat, og stedmor kan komme og gå i vores privatliv, som hun lyster, uden at banke på først.
Har du kæmpet i Syrien, er du retsløs. Politiet kan også efter udstået straf trænge ind i dit hjem uden dommerkendelse. Dine børn vil blive tvangsfjernede, og befinder du dig stadig i en fangelejr i Syrien er du også med dansk pas en fremmed, som den danske stat vil ignorere.
Det gælder også, hvis du er et lille barn med blondt hår og blå øjne, uskyldens og danskhedens nedarvede symboler. Gør dig ikke håb om hjælp. Græd alene i mørket. Din onde stedmor giver dig højst et forgiftet æble, eller overlader dig til heksens bageovn, så du endegyldigt kan udfries af dine lidelser.
I Al Hol Lejren i det nordlige Syrien opbevares 68.000 af nederlagets mænd og kvinder fra Islamisk Stat. Andet ord end opbevare er der ikke for det, når end ikke deres overlevelse kan garanteres. Blandt lejrens 12.300 udlændinge er der 8.700 børn. Sidste år døde 371 af dem af underernæring og ubehandlede sygdomme.
Lejrens 30 danske børn kommer aldrig hjem, hvis det står til vores alle sammens onde stedmor på statsministerposten. De får lov at gå til, mens en udeltagende dansk regering, der har valgt at ignorere Geneve-konventionens minimale bud om anstændig behandling af krigsfanger, ser til. Og hvordan kan børn være en terror-organisations medskyldige? Et ubesvarligt spørgsmål, som kun giver mening i en ond stedmors formørkede univers.
Anderledes i Norge. Her har statsminister Erna Solbergs højreorienterede regering, der har været ved magten lige siden 2013, sat sin fremtid på spil for at redde et sygt barn fra Al Hol. Ingen spindoktor har fået lov at gå i vejen. Ingen opinionsundersøgelser eller skotten til vælgervandringer har fået lov at lede en almindelig menneskelig moral på afveje. Erna Solberg kalder sig ikke børnenes statsminister. Men det er det, hun er.
Det har ikke været nogen nem sag. Barnets moder fremstår ikke som nogen sympatisk figur, der måske og måske ikke fortryder sin indsats for en terror-organisation. Nu er hun sigtet, men ikke for militære aktiviteter. Hendes barn, en dreng på fem, lider af cystisk fibrose og vejer det samme som en etårig. Uden behandling har han ikke langt igen.
Dansk Folkepartis norske søsterparti, Fremskrittspartiet, har under bulder og brag forladt regeringen. Dem-og-os-tænkningen er vigtigere end et barns liv. Erna Solberg mener det modsatte. Et barns liv er vigtigere end hendes regerings overlevelsesmuligheder, og flertallet i det norske storting er enige. Alle disse partier og politikere fortjener at blive nævnt ved navn. I mit hoved vil der for altid være en mindeplade for dem.
I det danske socialdemokrati anser de den slags humanisme for utaktisk, politisk tåbelig, ja ligefrem skadelig, ikke nødvendigvis for landet, men for socialdemokratiet selv, der risikerer at tabe hårdtvundne stemmer til den yderste højrefløj. Dansk Folkeparti led ganske vist et tilintetgørende nederlag ved sidste folketingsvalg, som de forhåbentlig aldrig kommer sig over, men deres værdier sejrede, og vi er langt inde i en nedbrydende forråelsesproces, som folketingsflertallets afstumpede holdning til de fortabte børn i Al Hol er det bedste bevis på. Humanismen overlades til i forvejen marginaliserede oppositionspartier, hvor den bliver det afgørende bevis på deres uduelighed som regeringspartnere.
I Norge er humanismen fælles for højre og venstre, når det kommer til de afgørende spørgsmål. Her kan moral veje tungere end magt, undtagen hos de moralske afvigere i Fremskrittspartiet. Her er ingen dem-eller-os, når det gælder et barns fremtid. I Danmark anses humanismen for ufolkelig. I Norge er den folkelig.
Det er derfor, jeg hellere vil leve under en højreorienteret regering i Norge end under en venstreorienteret i Danmark.