Julen 2022

Et par stemningsbilleder fra Juleaften på Italiensvej.

Sidder skægget godt nok?

Søskendeflokken

Mens vi venter....

 

En regering hen over midten???

 Roald Als gør det igen!

Juhuu. Vi skal snart til Budapest....

 

Første koncertgave indløst - Bo Kaspers

 Nu høster jeg frugterne af alle de dejlige musik-gaver jeg fik til min 60-års. 

Min gode ven Stribe inviterede mig i DR´s koncertsal til en vaskeægte Ju-hu-lekoncert.

Det var SÅ godt at jeg totalt er gået i julestemning.

Bo Kaspers orkester inklusive strygerorkester og gæstesolist. 

Fremragende!!

VM i Qatar

 

Færøerne november

Var inviteret af Yngre Læger på Landssjúkrahúsið i Færøerne til at arbejde sammen med dem om patientinddragelse.

Heldigvis havde jeg også tid til at gå lidt omkring for mig selv. 

Her er et par indtryk af nogle dejlige, men også intense, tågede, blæsende, mørke og regnfulde dage

Her havde jeg min daglige gang

Lammepølser og fisk til tørring

Nolsøy

Med Alberta, Aviaja og Ellis i Leos Legeland

 

Vietnam Oktober-November 2022

Min elskede Helle  gav mig i 60 års gave en ferie til Vietnam. 

Og sikken gave: 14 dages festfyrværkeri af mødet med et andet folk, en anden historie og en anden kultur. 

Tak Helle

Lad mig komme væk...

Væk fra valgkamps-cirkus, vestlig selv
fedme og dansk xenofobi.

Nu tager vi med TOPAS til Vietnam

Valgkamp som en blanding af reality og sportskamp

Jeg kender ikke "Ungdomsbureauet". Men disse to skribenter - Oliver Anton og Anna Asghari - har denne indsigtsfulde kommentar i Information i torsdags.

Ikke underligt at jeg allerede er træt af valgkampen!

--- --- 

 

I sidste uge blev valget udskrevet som ventet. Men folkestemningen har længe været klar til at sætte kryds, og det skyldes i høj grad mediernes optakt, der mest af alt har båret præg af at ligne et dramatisk storspil.

Og når den politiske debat bliver drevet af dramatik, personsager og konflikter, så tilsidesættes essensen og det politiske indhold, som vi egentlig burde høre debatteret.

Tydeligst demonstrerede TV 2 i søndags, hvordan politikerne i dag i højere grad indgår som brikker i et dramatisk medieret show. Programmets opsætning fik da også statsministerkandidat Jakob Ellemann-Jensen (V) til at spørge, om det var musikken fra Game of Thrones. Og som seer var man overladt til den konstante forvirring over, om dét, man så, var Hvem vil være millionær eller en reel statsministerdebat.

Men hvorfor skal de dramatiske historier i første omgang fylde det hele? Alle taler vi om kebab på fodboldstadioner i stedet for at tale om integration. Vi taler om Søren Papes (K) eksmand i stedet for at tale om hans politiske ideer. Vi taler om Alex Vanopslaghs (LA) lejligheder i stedet for om hans politiske budskaber. Og hvorfor kan det overhovedet give politiske point at synge sange på en scene med Kandis? Det kan det, fordi vi tillader det.

Selvfølgelig kan det være svært at adskille personerne bag politikken fra deres privatliv, og der findes selvsagt også sager, hvor det at snyde er en vigtig sag for medierne at dække. Det ændrer imidlertid ikke på, at de virkemidler, som tages i brug, får politik til at virke mere som reality end reelle visionære løsninger for fremtiden.

Underminerer demokratiet

Vi har netop hørt fra Udenrigsministeriet, at vi går mod mørkere tider, og der burde derfor selvsagt være masser af politiske ideer og ambitioner for, hvordan vi håndterer det som samfund. Og når den politiske valgkamp, der burde indebære politiske visioner for fremtiden, forfalder alene til at hente sin spænding i sine virkemidler, så begynder opgivelsen og ligegyldigheden at nærme sig. For hvis den politiske kamp handler mere om selve dramaet end indholdet, så ligner den de realityprogrammer, vi ser i vores fritid.

Er vi som borgere virkelig så ligeglade med de politiske debatter, at vi har brug for en dramatisk rammesætning, for at det bliver spændende? Eller tager medielandskabet en for dramatisk tilgang til den politiske diskussion? Det er lidt ligesom spørgsmålet om hønen og ægget, men medierne står med et større ansvar, når de er dem, der inviterer til og faciliterer debatterne.

En dramatisk valgkamp er måske underholdende, ja, men det er ikke det, vi som borgere og samfund har brug for.

En valgkamp bør belyse de visioner, som vores politikere har for samfundet, og som de vil kæmpe for at skabe politisk. Men når al debat i valgkampen drives af behovet for at skabe populær opmærksomhed og persondrama, så mister vi fokus på demokratiets egentlige spørgsmål og dilemmaer. Det underminerer i værste fald betydningen af alt det, som er grundlaget for demokratiet.

Store diskussioner

For demokratiet er ikke bare en dramatiseret valgkamp, demokratiet eksisterer i vores samfund 365 dage om året.

 Derfor er det måske lige så ødelæggende, at vi som samfund primært aktualiserer demokratiet i valgkampen. For når vi gør dette, kan man komme til at tro, at politikerne er de eneste, der kan fremføre visionære ideer til vores samfund. Men overalt i samfundet lever mennesker, der i hverdagen oplever udfordringer og dilemmaer, som giver dem indsigter, der kan styrke samfundet for alle. Derfor er det også afgørende, at vi insisterer på hverdagsdemokratiet og tør tage de store samtaler løbende – ikke kun hvert fjerde år, når der er valg.

Og når der så er valgkamp som nu, må vi stille krav til, at medierne bag valgdebatterne skaber rammerne og formatet, der gør det muligt for vores politikere at kigge længere ud i fremtiden på alt det, der er kernen i demokratiet. Vi skal stille krav til, at valgdebatterne handler om, hvilket samfund vi ønsker på både kort og lang sigt. Demokratiet bliver kun stærkt, hvis vi tager de svære diskussioner, ikke kun dem, der giver dramatisk indhold. De diskussioner har medierne et ansvar for at facilitere.

Aviaja, Alberta og Ellis på weekend

 

Blame it on the russians

 

Mahsa Amini

 

Mahsa Amini, 22 år, dræbt den 16.september 2022 af "moralpolitiet" i Iran, fordi hun ikke tildækkede sit hår og sine arme tilstrækkeligt.

Danmark har også udvist afviste asylansøgere fra Iran med tvang, når de ikke har ville tage imod de 30.000 kr., de kunne få oven i billetten til helvedet.

Hvorfor er vi sådan?

Min 60-års-fest

Skru gerne op for lyden. 

Det gør det sjovere

Min 60 års-fødselsdag

Blev meget overraskende markeret. Her bliver jeg hyldet af min datter, som har skrevet denne fine artikel i Bryggebladet.

Hvor heldig har man lov at være?

Bryggebladet 15-2022 (08-09-2022) s.17

Ambassadør i fælles beslutningstagning. Vi runder en milepæl

Fælles beslutningstagning: Marie Egebjerg er ambassadør nr. 200 | læger.dk (laeger.dk) 

Hul i taget

Vågnede op i morges - ved at dryppede ned på sengen. Så er den fandme gal igen. 

Vidste godt at vi levede på lånt tid med halvdårligt tag i kolo´en. 

Men med denne fantastiske tørre og varme august - var det ligesom om det hele var fortrængt.

Men jeg skal love for at sommeren sluttede i nat. Og idag - mens jeg skriver det her - snakker vi heldagsregn i hele hovedstadsområdet.

Ikke andet for end at stoppe de huller vi nu engang kan finde - og så iøvrigt få fat på en tømrer.

Byens rum som kulisse

 

"Through the Wall tager dig på en koreograferet vandring gennem det urbane landskab og viser dig byen fra en ny vinkel".

En del af Metropolis - som sjældent skuffer

Ellis første skoledag

 

El-biler er ikke løsningen

Her kommer et fint indlæg - som jeg selv har tænkt en del over. El-biler er jo fint nok. Men det løser jo ikke trængselsproblematikken.

Og som Eskil Halberg den 5. august i Information gør opmærksom på er det næsten kontraproduktivt hvis man tror at omstilling til el-biler skulle løse vores klimakrise.

--- 

Elbiler har fået vind i sejlene. I den akutte klimasituation, vi står i, er det måske et nødvendigt onde. Elbiler har over et helt liv et lavere aftryk på CO?-udledningerne end konventionelle biler med forbrændingsmotor. Men vi må også fastholde kritikken af elbilerne, for de er resultatet af den tekno-fix-ideologi, som fortsat præger den grønne omstilling – forestillingen om, at klimakrisen grundlæggende skal løses teknologisk.

Elbiler er et resultat af den idé, at vi kan omstille vores samfund uden grundlæggende at leve anderledes. For elbiler kommer fortsat med kæmpe problemer for både miljøet, den globale overophedning, dårlige arbejdsforhold i minedriften og trafikalt idioti.

Som det er med de fleste tekno-fix, fremstår elbilen som den dyreste og dårligste løsning, der er et resultat af, at vi ikke vil ændre samfundets strukturelle betingelser, der i første omgang er årsagen til klimakrisen.

Ingen mirakelkur

I efteråret kunne man i The Washington Post læse, at flere og flere elbiler bliver tungere og tungere, som følge af kravet om de store batterier, der skal i bilerne. Forbrugerne stiller krav om, at elbiler kan køre længere og længere, og derfor skal batterierne være større og større, dette har ført til, at bilproducenterne i stigende grad er begyndt at benytte sig af aluminium i stedet for stål, fordi det er lettere. Forbruget af aluminium er derfor steget med 45 procent, hvilket øger CO?-udledningerne. Ressource- og energiforbrug bliver hele tiden forskudt rundt i forsyningskæderne.

En bil består af flere tusinde dele, og derfor er mange af udledningerne til at producere den nye globale bilpark knyttet til et utal af produktions- og distributionsprocesser over hele verden.

Som jeg har skrevet om i en anden sammenhæng, er den globaliserede økonomi bundet sammen i et uigennemskueligt system af ressource- og energiforbrug. Det gælder naturligvis også elbilproduktionen.

Det er efterhånden blotlagt, at elbiler over en hel livscyklus er mindre belastende for klimaet end konventionelle biler, men elbiler fremstår stadig som en slags mirakelkur for transportsektoren, som er helt overdrevet. Ifølge ovennævnte artikel i The Washington Post er forsyningskæderne så uigennemskuelige, at de miljømæssige og klimabelastende konsekvenser fortsat er dunkle.

Begejstringen omkring elbiler er stærkt overdrevet og gemmer de mere grundlæggende politiske, sociale og økonomiske problemer væk bag en hype om en ny teknisk løsning. Især de prestigefyldte Tesla-modeller har karakter af et rullende teknooptimistisk ideologisk cirkus, bestyret af verdens rigeste galning. Jeg opfatter Teslaen som første kapitel i en dystopisk sci-fi-historie, der ender galt. Klimakrisen kan ikke løses ved, at vi alle kører Tesla.

Fællestransport er fremtiden

Bag ved elbilen ligger en global transportkrise, hvor sektoren står for en fjerdedel af alle udledninger, og 45 procent i dette er persontransport. Resultatet af en transportpolitisk historie, hvor bilen vandt over cyklen, menneskenes ben og den kollektive trafik. Idioti på fire hjul. Spørger man Wikipedia findes der i dag langt over en milliard biler. Jordkloden er praktisk talt en stor bunke biler. De er overalt.

I podcasten Tech won’t save us beskriver forfatter til bogen Road to Nowhere – What Silicon Valley gets wrong about the future of transportation, Paris Marx, hvordan biler tilbage i tiden var meget udskældte, især fordi de var farlige. Biler ødelægger simpelthen menneskers mobilitet ved at gøre det farligt for mennesker at færdes i det offentlige rum.

I dag tænker vi slet ikke over det. Det er fuldstændig naturaliseret, at børn ikke kan færdes på vejen uden en voksen, og at man uden videre kan blive slået ihjel i trafikken. Det sker hver eneste dag. Men sådan har det ikke altid været – engang var vejene cyklernes og børnenes rum.

Tænk over det: Alle verdens omkring 1,4 milliarder biler skal udskiftes med personbiler med eldrevne motorer. Det går jo ikke. Det er en teknologisk løsning, der vil have mange andre katastrofale følger for naturen, mennesker, trafik, økonomi osv.

Klimakrisen skal løses ved social, politisk og økonomisk forandring. Den kan ikke løses gennem teknologi, netop fordi klimakrisen ikke er et teknologisk anliggende, men et samfundsmæssigt.

Problemet er, at hele vores verden er skabt til biler. Bilen er i dag modulet, alt andet skal tegnes, planlægges og organiseres efter. Bilen er den måde, vi tænker mobilitet på, på trods af at det er en dødbringende forurenende maskine, der til stadighed forviser andre mobilitetsformer.

Fremtidens transportsystemer må handle om at omorganisere det sociale rum, så vi kan gå og cykle, eller køre billigt og nemt i offentlig transport. Det gode ved disse løsninger er, at vi allerede har dem. Vi skal ikke vente på endnu et smartere bilbatteri eller power to X-løsninger. Ved at bekrige bilerne får vi tilmed mere plads i verden, vi kan dele med andre dyr og livsformer. Vi kan starte i morgen med at gøre den offentlige transport gratis.

Documenta-15 i Kassel

 Konen inviterede mig til Documenta i Kassel: En enorm samtidskunst-udstilling, som tåler sammenligning med Venedigs Bienale.

Ærlig talt var jeg bange for at blive lukket ind i en hippie-agtig tidslomme med med virkelighedsfjerne kunstnere der sad i deres frelse elfenbenstårn.

Men min skepsis blev gjort til skamme. Sjældent har jeg oplevet en så relevant og nærværende event som Documenta-fifteen. Den beskriver simpelthen bare verden annon 2022.  Og er bare verdens pt. største udstilling af samtidskunst

Og dejligt befriende: Den beskriver det ikke ud fra et euro-centrististisk perspektiv, som vi jo ellers får beskrevet verden udefra. Asiatiske, afrikanske, oceanske og i et vist omfang latinamerikanske kunstnere var massivt tilstede. Og kun i begrænset omfang: Europæiske. 

Det bekræfter mig bare i at verden er større og rigere end vesteuropa!

Danske Trampolinhuset var dog tilstede. Og deres udstillinger ramte mig i høj grad. Læs en beskrivelse og anmeldelse af Trampolinhusets bidrag her

T

Til at begynde med virkede Kassel som kedelig motorvejs-by. Men ved nærmere bekendtskab er den meget smuk og levende

Kulturbahnhof

Fridericianum - Richard Bell

Fridericianum - Richard Bell

Fridericianum - El Warcha

Ukendt

Naturkundemuseum Ottoneum - INLAND

Friederichsplatz - Perfomance

St.Kundingus 

Hübner Areal