Not in my Backyard

»Snakken var, om vi skulle have atomkraft eller hvad,
og det mente vi ikke, der kunne være tvivl om, at vi skal.
Men værket skal ligge på Sjælland har vi tænkt,
eller Fyn, henne i den østre ende.
For have det her hos os, nej, det vil vi godt nok ikke, og
det ville også bare komme til at ligge i vejen«


Sådan lyder telsten i en kendt Niels Hausgaard-protestsang
mod atomkraft. Hausgaards pointe er lige så sjov,
som den er rammende: Vi vil godt have atomkraft. Bare det
ikke bliver hos os.

»Not In My Back Yard« kaldes fænomenet eller slet og
ret: NIMBY. Ikke i min baghave. Et psykologisk reaktionsmønster,
som kort fortalt giver udtryk for modstand mod
ændringer i ens nærområder, men ikke mod ændringer
i andres nærområder. Eller som Tina Bømler, lektor ved
Institut for Sociologi på Aalborg Universitet, har defineret
fænomenet. »NIMBY er udtryk for normalsamfundets
intolerance og manglende solidaritet overfor de grupper i
samfundet, som er udenfor«. En intolerance, der altså udvikles
i takt med velfærdssamfundets og middelklassens
større gennemslagskraft.

Er der en klokke, der ringer? Tja. Tag nu for eksempel
snakken om, hvor et kommende ungdomshus skal placeres.
Islands Brygge har været i spil.

Indtil nu har den snart tidligere gøglerskole i Kigkurren
1-3 været nævnt som en mulig placering. Det har været debatteret
kraftigt i bydelen. Klik for eksempel ind på Bryggenets
debatforum
www.bryggenet.dk

(bryggenet.dk/forum).

Udover fråden i tråden - meget lyrisk ikke sandt? - Ja, så trives NIMBY altså også i fuldt flor.

Men der er et underligt paradoks: Adskillelige meningsmålinger
peger på, at en meget stor majoritet af københavnere
er enige i, at byen da selvfølgelig skal have et ungdomshus
som erstatning for det nu nedrevne Jagtvej 69.
Men spørger man de selvsamme københavnere om et sådan
ungdomshus skal placeres i netop deres kvarter, ja så
tager samtalen pludselig en drejning.
Folk har pludselig et meget kreativt register over gode
argumenter for hvorfor ungdomshuset lige præcis IKKE
skal placeres i deres baghave. For »det vil også bare komme
til at ligge i vejen«, som Hausgaard synger.
Vi vil godt have, at samfundet laver motorveje, vindmølleanlæg,
narkocentre og institutioner for hjemløse. Vi vil også
gerne have en pulserende bydel med liv og glade dage. Vi
vil gerne have at de tørstige bryggeboere har en rød plads,
hvor de kan drikke deres bajere. Vi vil gerne have en Havnepark
og havnebad. Vi vil godt have forskellighed og variation.
Men når det kommer til stykket, så vil vi ikke lige
have nogle af tingene ud for vores eget vindue. For det larmer
og ser grimt ud.

Hvis vi anvender NIMBY-logikken på alle områder, i alle
bydele og til alle tider, så får vi ikke
den mangfoldige storby, som vi gerne vil bo i. Får NIMBY-fænomenet
lov til at sejre på alle områder, så får vi slet ingenting.
Og så kan vi allesammen lige så godt flytte ud i
nysselige parcelhuse med det samme.