Lønsystemerne på det akademiske arbejdsmarked er nu ændret så meget at vi for at kunne følge med lønudviklingen bliver mere og fikseret på individuelle tillæg.
Det er dybt problematisk – fordi det ændrer den kollektive og mere eller mindre automatiske lønstigning til et evigt tilbagevendende issue.
Hver eneste gang der skal ske lønstigninger bliver det brugt krudt og energi på lønforhandlinger. Som om tillæg er den eneste motivationsfremmende faktor. Hvad med sammenhæng i opgaverne, tryghed i ansættelsen, trivsel, arbejdsmiljø, ledelse etc.
Det er en temmelig éndimensionel opfattelse af motivation på jobbet – at fokusere så meget på lønnen. Men det kommer vi med det system til. Ikke kun fra ledelsesside, men måske især fra medarbejderside.
Vi kommer til at opleve et system hvor alle andre motivationsfremmende faktorer end lige netop løn bliver skubbet i baggrunden. Ganske enkelt fordi det er den eneste måde at følge med udviklingen på. Sørgeligt, sørgeligt.
Derudover: Vi bliver som AC-kolleger mere og mere hinandens konkurrenter. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvad det betyder for arbejdsmiljøet når der kun er xx antal kroner i kassen og vi hver især skal gøre vore hoser grønne overfor direktøren. Sørgeligt, sørgeligt.
Er der f.eks én som ledelsen vil give særligt meget fordi han/hun er svær at rekruttere kan det da være en god forhandlingspositition. Men det er ingen garanti. Den er svær fordi tillægget kan bruges til to forskellige formål:
Enten til gavn for den pågældende eller til gavn for hele gruppen. Og det er jo det der er hele dilemmaet i.f.m. indviduelle tillæg.
Tillidsmanden/forhandlerne bliver nødt til at kridte skoen endnu mere : Nemlig til at bruge forhandlingssituationen til kræve at de lavtlønnede også skal have tillæg.
Et nyt system med vægten på individuelle løn stiller nye krav om at få forhandlet så store tillæg igennem som overhovedet muligt. Men det er ikke nok. Der følger nogle andre ting med som er mindst lige så vigtigt hvis det ikke skal ende i wild-west-forhold hvor enkelt personer rager til sig på de andres bekostning.
1. Åbenhed om hvor meget hver især har forhandlet igennem. Og for hvad.
2. Åbne og objektive kriterier for hvad der udløser tillæg. For at modvirke fedterøvstillæg.
3. Sikring at lønforskellene ikke bliver større end kollegerne i fællesskab kan acceptere.
4. Sikring at et system der modvirker uretfærdigheder. F.eks. åbenhed om aftaler, gennemsigtighed. Forpligtende aftaler etc.
mandag, september 25, 2006
mandag, september 18, 2006
Fra klasseværelsets univers til internettets multivers
E-læring er et samlebegreb for digitalt baseret læring, som er interaktiv. Med interaktiv menes, at den lærende kan påvirke og ændre den information, som lagres og vises på f.eks. en hjemmeside (Svensson&Åberg 2001). E-læring handler altså om teoretiske og praktiske selvstudiekurser med simultanøvelser og diskussioner via pc´ere og internettet.
Når Lægeforeningen går aktivt ind i udvikling af E-læring, skyldes det ikke kun en stigende efterspørgsel fra medlemmerne. Der ligger også gemt en mængde pædagogiske gevinster ved anvendelse E-læring overfor lægers efteruddannelse.
Gevinster der på sigt kan nuancere udbudet af efteruddannelsestilbud og kan være med til at kvalificere lægers måde at tilegne sig ny viden på:
• Deltagerkredsen udvides radikalt. Kurserne eksponeres til væsentligt større deltagerskare end tilstedeværelseskurser
• Anvendelse og integration af forskellige multimedier som illustrationer, animationer, videoklips kombineret med lyd og tekst-filer bliver nemmere.
• Brug af hyperlinks gør, at deltageren kan springe i kurset som det passer ham og hende. Læringsforløbet målrettes grad til brugerens aktuelle behov.
• Umiddelbar og personaliseret feedback hvilket giver en hel anden type interaktivitet i læringsforløbet.
• Kursisten kan gennemføre kurset på nøjagtig det tidspunkt der passer. Man kan forlade kurset for herefter at genoptage forløbet derfra hvor man slap.
• Endelig er de fysiske rammer for E-undervisning ændrede. Deltageren kan sidde på sin arbejdsplads eller privat og samtidig deltage i kurset.
Med disse åbenbare gevinster åbner der sig muligheder end blot og bar at ”sætte strøm” til lærebøgerne. E-læring rummer flere potentialer end vi umiddelbart forestiller os.
Kybernikeren og biologen Humberto Maturana har på et erkendelsesteoretiske felt en række synspunkter, der hjælper os med at forstå hvad der sker når man i et læringsforløb bevæger sig fra klasselokalets snævre rammer til det multivers den elektronisk distribuerede undervisning udfolder sig.
Ifølge Maturana findes der ingen egentlig objektiv realitet. Den erfaring vi annammer fra den s.k. virkelige verden er i realiteten en konstruktion i vores egne hoveder. Maturanas diskurs er ontologi set fra iagttagerens vinkel. Når vi således forsøger at forklare verden, splitter vi den ad i små enheder, dekomponerer dem og sætter komponenterne og deres relationer sammen inden for universets rammer.
Vi opdager imidlertid at vi og vores forklaringsmodeller er en del af et multi-vers hvor helheden er større en summen af de enkelte enheder. Vi lever m.a.o. i et spændingsfelt mellem vores egen måde at se og forstår verden på og andres måder og forklaringer.
We lever iflg, Maturana konstant i en proces hvor vi er en del af vores egen ”meningsproduktion” samtidig med at vi er en del af andres meningsproduktioner.
Denne proces er på mange måder identisk med det der sker når verden tilegnes via E-læring. E-læring stiller nemlig qua sin kompleksitet krav om mere multi-facetterede læringsstrategier. Ikke blot fra de studerende. Men også fra lærerne og udviklerne.
Lægeforeningens udviklede sidste år to E-kurser der med afsæt i to velfungerende tilstedeværelseskurser ikke blot skulle indfri et her-og-nu deltagerbehov. Som pædagogiske udviklere var vores formål også at:
• Udforske grænserne mellem face-to-face-undervisning og ren web-baseret læring
• Blive klogere på hvordan målgruppens behov korresponderer på et kursus som transformeres til E-læring
• Kvalificere de didaktiske og voksenpædagogiske principper der gør sig gældende i.f.m. E-læring samt
• Undersøge hvilke nye kompetencer fremtiden E-underviser skal kunne beherske.
Det stod i udviklingsfasen klart for os at det var svært blot at ”oversætte” tilstedeværelseskurser til E-læring uden at miste værdifulde læringselementer. Specielt de elementer der involverer de studerendes hand-on-øvelser, rolleøvelser, forsøg på fantomer etc kræver en nytænkning af det aktuelle kursus. Herunder spørgsmålet: Hvordan forstår de psykologiske mekanismer der kan understøtte den individuelle læreproces i et web-baseret undervisningsforløb.
Traditionel face-to-face undervisning er groft sagt ofte præget af følgende karakteristika:
- Katedral undervisning i form af en-vejskommunikation mellem underviseren og en eller flere studerende.
- Selve klasserummet definerer den fysiske ramme for læreprocessen
- Forhold, som f.eks. uformelle interpersonelle relationer, erfaringer m.v. er ofte suspenderet mens klasseundervisningen foregår.
- Undervisningens indhold og form er lærerstyret i større eller mindre grad.
Dette er det klassiske læringssyn, som i bedste velgående stadig lever videre men som i stigende grad udfordres af de nye teknologiske muligheder der åbenbares i webbaseret undervisning.
I E-læring er det f.eks. i modsætning til traditionel undervisning karakteristisk at
- Undervisningen foregår uden for det formelle klasselokale
- Kurset udvikles ikke af en enkelt lærer. Måske ikke engang udelukkende af lærere. Ofte udvikles E-kurser af et helt team af pædagoger, fagpersoner og IT-kyndige.
- Den studerendes vej gennem kurset kan ikke styres eller kontrolleres.
- E-underviseren skal beherske andre og nye kompetencer som f.eks. E-moderation, netikette, net-hosting, IT-instruktion m.v.
- Tids- og rumdimension er ofte (ikke altid, men ofte) af asynkron karakter hvorefter læreren ikke kan kontrollere hvem der tilegner sig hvilken viden, hvordan og hvornår.
E-læring kan anskues som et komplekst responsivt system, hvor læringsmål, midler og strategier indgår i et gensidigt afhængighedsforhold samtidig med at deltagerne spredes for alle vinde.
Den største udfordring for udvikleren bliver måske at acceptere kaos eller den s.k. multiverse kommunikationsproces som ledelsesredskab.
Erfaringen fra vores transformationsproces fra face-to-face-undervisning til E-undervisning viser os også at den styrke der ligger i uformel læring, praksisfællesskaber, situeret undervisning m.v. når de studerende er fysisk tilstede i en undervisningssituation let kan forsvinde og i stedet overerstattes af forkromede teknologiske løsninger. Det er en tendens moderne E-udviklere skal være særdeles bevidste omkring. Uanset om hvor digitalt designet et læringsforløb er, bør fokus stadig rettes mod sociale, kulturelle og organisatoriske forhold og ikke kun snævert faglige spørgsmål.
Med E-læring på den voksenpædagogiske arena bliver det herskende læringssyn i stigende grad udfordret:
I og med E-læring understøtter den multifacetterede undervisning og stiller krav om øget vidensdeling og fleksible arbejdsformer i designprocessen stiller det også radikalt nye krav til vores måde at tænke didaktik og voksenlæring på.
Ja, måske ligefrem en ny diskussion af hvad de basale lærings og vidensprincipper egentlig er bygget op omkring.
Et moderne læringssyn accepterer ikke den traditionelle opfattelse af arbejdsdelingen mellem lærer og elev, hvor læreren overfører viden til de studerende som var de tomme kar. Et moderne læringssyn er i højere grad en social konstruktions- og forhandlingsproces som finder sted i spændingsfeltet mellem studerende og deres undervisere.
Et sådan læringssyn kan web-baseret læring med stor fordel understøtte og derfor er Maturanes overvejelser om universe og multiverse kommunikationsrum inspirerende.
(Fra Annette Plesner Steenstrup og undertegnedes præsentation på SMILE-konferencen d.15 september 2006 i Sestri Levante, Italien) Læs mere om SMILE-konferencen her
Når Lægeforeningen går aktivt ind i udvikling af E-læring, skyldes det ikke kun en stigende efterspørgsel fra medlemmerne. Der ligger også gemt en mængde pædagogiske gevinster ved anvendelse E-læring overfor lægers efteruddannelse.
Gevinster der på sigt kan nuancere udbudet af efteruddannelsestilbud og kan være med til at kvalificere lægers måde at tilegne sig ny viden på:
• Deltagerkredsen udvides radikalt. Kurserne eksponeres til væsentligt større deltagerskare end tilstedeværelseskurser
• Anvendelse og integration af forskellige multimedier som illustrationer, animationer, videoklips kombineret med lyd og tekst-filer bliver nemmere.
• Brug af hyperlinks gør, at deltageren kan springe i kurset som det passer ham og hende. Læringsforløbet målrettes grad til brugerens aktuelle behov.
• Umiddelbar og personaliseret feedback hvilket giver en hel anden type interaktivitet i læringsforløbet.
• Kursisten kan gennemføre kurset på nøjagtig det tidspunkt der passer. Man kan forlade kurset for herefter at genoptage forløbet derfra hvor man slap.
• Endelig er de fysiske rammer for E-undervisning ændrede. Deltageren kan sidde på sin arbejdsplads eller privat og samtidig deltage i kurset.
Med disse åbenbare gevinster åbner der sig muligheder end blot og bar at ”sætte strøm” til lærebøgerne. E-læring rummer flere potentialer end vi umiddelbart forestiller os.
Kybernikeren og biologen Humberto Maturana har på et erkendelsesteoretiske felt en række synspunkter, der hjælper os med at forstå hvad der sker når man i et læringsforløb bevæger sig fra klasselokalets snævre rammer til det multivers den elektronisk distribuerede undervisning udfolder sig.
Ifølge Maturana findes der ingen egentlig objektiv realitet. Den erfaring vi annammer fra den s.k. virkelige verden er i realiteten en konstruktion i vores egne hoveder. Maturanas diskurs er ontologi set fra iagttagerens vinkel. Når vi således forsøger at forklare verden, splitter vi den ad i små enheder, dekomponerer dem og sætter komponenterne og deres relationer sammen inden for universets rammer.
Vi opdager imidlertid at vi og vores forklaringsmodeller er en del af et multi-vers hvor helheden er større en summen af de enkelte enheder. Vi lever m.a.o. i et spændingsfelt mellem vores egen måde at se og forstår verden på og andres måder og forklaringer.
We lever iflg, Maturana konstant i en proces hvor vi er en del af vores egen ”meningsproduktion” samtidig med at vi er en del af andres meningsproduktioner.
Denne proces er på mange måder identisk med det der sker når verden tilegnes via E-læring. E-læring stiller nemlig qua sin kompleksitet krav om mere multi-facetterede læringsstrategier. Ikke blot fra de studerende. Men også fra lærerne og udviklerne.
Lægeforeningens udviklede sidste år to E-kurser der med afsæt i to velfungerende tilstedeværelseskurser ikke blot skulle indfri et her-og-nu deltagerbehov. Som pædagogiske udviklere var vores formål også at:
• Udforske grænserne mellem face-to-face-undervisning og ren web-baseret læring
• Blive klogere på hvordan målgruppens behov korresponderer på et kursus som transformeres til E-læring
• Kvalificere de didaktiske og voksenpædagogiske principper der gør sig gældende i.f.m. E-læring samt
• Undersøge hvilke nye kompetencer fremtiden E-underviser skal kunne beherske.
Det stod i udviklingsfasen klart for os at det var svært blot at ”oversætte” tilstedeværelseskurser til E-læring uden at miste værdifulde læringselementer. Specielt de elementer der involverer de studerendes hand-on-øvelser, rolleøvelser, forsøg på fantomer etc kræver en nytænkning af det aktuelle kursus. Herunder spørgsmålet: Hvordan forstår de psykologiske mekanismer der kan understøtte den individuelle læreproces i et web-baseret undervisningsforløb.
Traditionel face-to-face undervisning er groft sagt ofte præget af følgende karakteristika:
- Katedral undervisning i form af en-vejskommunikation mellem underviseren og en eller flere studerende.
- Selve klasserummet definerer den fysiske ramme for læreprocessen
- Forhold, som f.eks. uformelle interpersonelle relationer, erfaringer m.v. er ofte suspenderet mens klasseundervisningen foregår.
- Undervisningens indhold og form er lærerstyret i større eller mindre grad.
Dette er det klassiske læringssyn, som i bedste velgående stadig lever videre men som i stigende grad udfordres af de nye teknologiske muligheder der åbenbares i webbaseret undervisning.
I E-læring er det f.eks. i modsætning til traditionel undervisning karakteristisk at
- Undervisningen foregår uden for det formelle klasselokale
- Kurset udvikles ikke af en enkelt lærer. Måske ikke engang udelukkende af lærere. Ofte udvikles E-kurser af et helt team af pædagoger, fagpersoner og IT-kyndige.
- Den studerendes vej gennem kurset kan ikke styres eller kontrolleres.
- E-underviseren skal beherske andre og nye kompetencer som f.eks. E-moderation, netikette, net-hosting, IT-instruktion m.v.
- Tids- og rumdimension er ofte (ikke altid, men ofte) af asynkron karakter hvorefter læreren ikke kan kontrollere hvem der tilegner sig hvilken viden, hvordan og hvornår.
E-læring kan anskues som et komplekst responsivt system, hvor læringsmål, midler og strategier indgår i et gensidigt afhængighedsforhold samtidig med at deltagerne spredes for alle vinde.
Den største udfordring for udvikleren bliver måske at acceptere kaos eller den s.k. multiverse kommunikationsproces som ledelsesredskab.
Erfaringen fra vores transformationsproces fra face-to-face-undervisning til E-undervisning viser os også at den styrke der ligger i uformel læring, praksisfællesskaber, situeret undervisning m.v. når de studerende er fysisk tilstede i en undervisningssituation let kan forsvinde og i stedet overerstattes af forkromede teknologiske løsninger. Det er en tendens moderne E-udviklere skal være særdeles bevidste omkring. Uanset om hvor digitalt designet et læringsforløb er, bør fokus stadig rettes mod sociale, kulturelle og organisatoriske forhold og ikke kun snævert faglige spørgsmål.
Med E-læring på den voksenpædagogiske arena bliver det herskende læringssyn i stigende grad udfordret:
I og med E-læring understøtter den multifacetterede undervisning og stiller krav om øget vidensdeling og fleksible arbejdsformer i designprocessen stiller det også radikalt nye krav til vores måde at tænke didaktik og voksenlæring på.
Ja, måske ligefrem en ny diskussion af hvad de basale lærings og vidensprincipper egentlig er bygget op omkring.
Et moderne læringssyn accepterer ikke den traditionelle opfattelse af arbejdsdelingen mellem lærer og elev, hvor læreren overfører viden til de studerende som var de tomme kar. Et moderne læringssyn er i højere grad en social konstruktions- og forhandlingsproces som finder sted i spændingsfeltet mellem studerende og deres undervisere.
Et sådan læringssyn kan web-baseret læring med stor fordel understøtte og derfor er Maturanes overvejelser om universe og multiverse kommunikationsrum inspirerende.
(Fra Annette Plesner Steenstrup og undertegnedes præsentation på SMILE-konferencen d.15 september 2006 i Sestri Levante, Italien) Læs mere om SMILE-konferencen her
søndag, september 10, 2006
Klyng dem op i et træ
Uanset hvor afskyelig og klam Chatter-Rudy er, og guderne skal vide at der grund til at føle afsky for ham. Og uanset hvor angstprovokerende der er, at der har været en række unge i Volsmose der har åbenbart har forberedt terroraktioner i Danmark, så må vi aldrig, ALDRIG fælde dom over dem førend de er blevet stillet for en domstol. Husk hvordan det gik den ansatte på Plejebo som af medierne blev forhånds-dømt for at have aflivet mere end 20 gamle på plejehjemmet. Hun blev efterfølgende pure frifundet. Men er i dag en færdig person – fordi medierne og folkedomstolen jo for længst havde dømt hende. Det var jo også en saftig og god historie. Og vi borgere fik en solid dosis frygt og afsky hældt ned over os.
Ikke at Chatter-Rudy bliver frifundet. Han har jo allerede delvist erkendt at have være et mega-mega-svin. Og det kan da også godt være at være at Voldsmosedrengene har haft gang med at planlægge den helt store terroraktion. Det kan ikke afvises. Men, men, men. Skal det være nødvendigt at køre hele TV-gabestokken i aktion?. Eksponering for fuld skærm – ingen filter. Ingen slørede billeder, ingen pseudonymer. Vi skal alle rigtig kunne se hvordan disse monstre ser ud. Er det virkelig nødvendigt for et retssamfund? Er det virkelig nødvendigt at BT med verdenskrigstyper fastslår af prinsesse Mary har været i nærheden af en Terror-rede? Hvorfra ved BT at det er en terror-rede? Er politiet ikke netop i gang med at undersøge det? Er det ikke at dømme folk på forhånd ved at skrive sådan noget? Og værre endnu. Ligger det ikke lige for at lave selvtægt? Hvorfor vente til retsvæsen træffer en afgørelse? Vi har jo allerede besluttet at de er skyldige.
Medierne spiller en enorm rolle i det her. Hellere en mistænkt for meget end en skyldig der går fri. Gad vide hvad vi bliver til for et samfund hvis disse indirekte opfordringer til selvtægt og TV-gabestok bliver ved med at køre derudaf. Gade vide hvor svært det er for domstolen at træffe en saglig og nøgtern dom – når de frådende masser står uden for - godt bakket op af BT, TV2 og DR – og råber ”Klyng dem op i et træ”
søndag, september 03, 2006
Jeg skal fandme give dig motivation
Det burde egentligt være logik for begyndere: Det er nyttesløst at tvinge ledige ud i et arbejde, de ikke har lyst til at passe. Ikke desto mindre er Søndagens store nyhed, udarbejdet for Politiken af Arbejdsmarkedsstyrelsen den lidet overraskende konklusion, at det ikke nytter noget at tvinge folk i arbejde.
»Det er tilsyneladende meget afgørende, at folk er motiverede for de job, de bliver sendt ud i«, siger Henrik Bech, kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Ja tak. Det har vi vidst længe. At arbejde er en iboende drift alle mennesker har. At være en del af et fælleskab, at skabe noget. At få identitet.
Det er netop det der gør et job til en grundlæggende karakteregenskab ved det at være medborger. Ja, ligefrem menneske.
Men som alle ved bliver glæden ved arbejde hurtigt afløst af konkurrence, pengejagt, frygt for ledighed – og fremmedgørelse.
Nåmen ikke desto mindre skal man altså være motiveret hvis man skal fastholdes i et job. Interessant! Forhåbentlig kan analysen få beslutningstagerne til endnu engang at kigge på hvad hele den kostbare og diciplinerende tvangs-aktiveringsmølle egentlig gør ved samfundet. Eller ved de arbejdsløse der uforvarende – fordi der ikke er jobs nok – bliver smidt ud i absolut meningsløst aktiveringsprojekter.
Man kunne håbe på at det kunne sætte en diskussion i gang om hvad det egentlig er vi tilbyder de ledige. Hvad formålet med aktivering er. Hvorfor vi egentlig partout skal aktivere så mange og så meget som vi gør. Og er det egentlige problem lediggangen – eller er det måske i højere grad synet på lediggang?
Men hvad sker der? Hele arbejdsgiversiden – fra DI til Dansk Handel og Service – og høgen beskæftigelsesminister Claus Hjort i spidsen sætter straks automatpiloten til:
Det skal kunne betale sig at arbejde. Skær ned i kontanthjælpen, forkort dagpengeperioden. Gør det endnu sværere at være ledig. For ser du: Du er jo ledig fordi du helt individuelt har valgt at være arbejdsløs. Det er jo et personligt ikke et samfundsproblem at du er ledig – lidt ligesom at tage sig en fridag.
Det er tilsyneladende meget afgørende, at folk er motiverede for de job, de bliver sendt ud i. Og for arbejdsgiverne er der kun ét parameter for motivation: Nemlig penge. Hvis de ledige blot bliver trampet længe nok på – så skal de sgu nok blive motiveret til at tage sig et job. Ikke et ord om at man kan trampes så langt ned, at den dag der rent faktisk er jobåbninger - ja så kan man ikke bruge den ledige. Han/hun er færdig som arbejdskraftreserve.
Motivation? Jeg skal fandme give dig motivation.
»Det er tilsyneladende meget afgørende, at folk er motiverede for de job, de bliver sendt ud i«, siger Henrik Bech, kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Ja tak. Det har vi vidst længe. At arbejde er en iboende drift alle mennesker har. At være en del af et fælleskab, at skabe noget. At få identitet.
Det er netop det der gør et job til en grundlæggende karakteregenskab ved det at være medborger. Ja, ligefrem menneske.
Men som alle ved bliver glæden ved arbejde hurtigt afløst af konkurrence, pengejagt, frygt for ledighed – og fremmedgørelse.
Nåmen ikke desto mindre skal man altså være motiveret hvis man skal fastholdes i et job. Interessant! Forhåbentlig kan analysen få beslutningstagerne til endnu engang at kigge på hvad hele den kostbare og diciplinerende tvangs-aktiveringsmølle egentlig gør ved samfundet. Eller ved de arbejdsløse der uforvarende – fordi der ikke er jobs nok – bliver smidt ud i absolut meningsløst aktiveringsprojekter.
Man kunne håbe på at det kunne sætte en diskussion i gang om hvad det egentlig er vi tilbyder de ledige. Hvad formålet med aktivering er. Hvorfor vi egentlig partout skal aktivere så mange og så meget som vi gør. Og er det egentlige problem lediggangen – eller er det måske i højere grad synet på lediggang?
Men hvad sker der? Hele arbejdsgiversiden – fra DI til Dansk Handel og Service – og høgen beskæftigelsesminister Claus Hjort i spidsen sætter straks automatpiloten til:
Det skal kunne betale sig at arbejde. Skær ned i kontanthjælpen, forkort dagpengeperioden. Gør det endnu sværere at være ledig. For ser du: Du er jo ledig fordi du helt individuelt har valgt at være arbejdsløs. Det er jo et personligt ikke et samfundsproblem at du er ledig – lidt ligesom at tage sig en fridag.
Det er tilsyneladende meget afgørende, at folk er motiverede for de job, de bliver sendt ud i. Og for arbejdsgiverne er der kun ét parameter for motivation: Nemlig penge. Hvis de ledige blot bliver trampet længe nok på – så skal de sgu nok blive motiveret til at tage sig et job. Ikke et ord om at man kan trampes så langt ned, at den dag der rent faktisk er jobåbninger - ja så kan man ikke bruge den ledige. Han/hun er færdig som arbejdskraftreserve.
Motivation? Jeg skal fandme give dig motivation.
Abonner på:
Opslag (Atom)
