Ja. Jeg ser det fra den positive side. En hel weekend - uden at åbne for TV. Det er jo ikke andet end statsfinansieret konge-propaganda. Og ligegyldige indslag om konditor-kager og folk fra Herning der venter på Amalienborg.
Så er det godt at man kan spiller DERBY med gode venner, gå i biffen- og når man endelig åbner for fjerneren- at se Skiskydning.
Anyways. Jeg har da fulgt med i snakken. Og faldt over denne ganske udmærkede leder fra en af de få repræsentanter fra den uddøende race der hedder republikanere. Læs lederen i information i weekenden. Og bliv bare lidt klogere.
---
Afskaf monarkiet, og udråb republikken Danmark
Af Matthias Dressler-Bredsdorff
Ulykkeligt er det land, der har behov for helte, skrev Bertolt Brecht. Men hvad med det land, der har behov for konger?
I Danmark går 78 procent af den danske befolkning ind for at beholde monarkiet. Et paradoks i et ellers grundlæggende lighedsorienteret land: Vi tror på demokratiet, men så alligevel ikke helt; vi vil have selvbestemmelse og partier og politisk konflikt, men begærer samtidig røgelsen, eventyrslottene og de ældgamle kroner.
Vi har overbevist os selv om, at vi har gjort op med fortidens mørke, men er stadig til fals for dets glitterstads.
Kongehusets funktion er at repræsentere os, men i realiteten står institutionen for alt det, vi hævder at bekæmpe: de nedarvede privilegier, arvefølgen til magten, den påtvungne beundring over for en myndighed, der ikke er i stand til at argumentere rationelt for sin egen autoritet.
I velfærdsstaten Danmark, hvor alle er lige, er vores øverste repræsentant den, der ligner os mindst.
Tilhængere af monarkiet kan inddeles i tre kategorier: de liberale handelsmænd, de nationalt sindede, og de lunkne nordiske pragmatikere.
For de første er det et argument i sig selv, at kongehuset boner positivt ud på betalingsbalancen; de er glade for penge – og ordner – og da Kongehuset sørger for begge dele, er de også glade for kongehuset.
Gruppe to betoner derimod, at monarkiet er et vigtigt symbol på den nationale sammenhængskraft.
Til sidst er der pragmatikerne, der ikke vil ændre på noget, som fungerer – og som mange ovenikøbet er glade for: Folket vil have brød og cirkus – så giv dem det dog.
De tre positioner kan være sande på deres egne præmisser. Problemet er bare, at de ikke forholder sig til, hvad der er retfærdigt.
Med andre ord: Selvfølgelig skal vi afskaffe monarkiet.
Set udefra udgør kongehuset en sukret substitut af transcendens i en meningstom verden, en flig af nådens trone i modernitetens isvinter. Men udemokratiske fællesskaber – som dette, bygget op omkring en mystisk forbindelse mellem magthavere og undersåtter, mellem Billed-Bladet og Amalienborg – skal ikke opretholdes, bare fordi de nyder bred opbakning. Vi har ikke behov for de dårlige myter.
Ulig andre europæiske lande har Danmark aldrig haft sin revolution. Opgøret med Glücksburgslægten fra Flensborg Fjord og deres nedarvede privilegier ville i den forstand være en anledning til at tage en diskussion om samfundets basale overenskomst: Har vi de herskere, vi ønsker, har vi fordelt rollerne mellem de magtfulde og de magtesløse rigtigt – mellem dem, der har, og dem, der ikke har?
Afskaffelsen af monarkiet ville være en symbolsk sejr, men også symbolske sejre er vigtige.
Udråbelsen af republikken Danmark ville være et signal om, at vi ikke har behov for kransekagefigurer. Eller for den sags skyld præsidenter.
Monarkiet har været en dårlig idé, siden Gorm den Gamle besteg tronen i 900-tallet. Må kong Frederik X blive vores sidste konge. Og lad os så komme i gang med at stille de rigtige magthavere til ansvar.
