Jeg synes at denne
artikel virkelig giver stof til eftertanke. For så stor forskel er der nok
alligevel heller ikke mellem Tyskland og Danmark. Om ikke andet er der grund
til bekymring over at vi herhjemme også kan få en lavtlønssektor og deraf
følgende manglende tiltro til det repræsentative demokrati.«
Læs artiklen her. Eller
gå ind på www.information.dk og søg på
overskriften.
------------------ ---------------------- ------------------
Der var engang et stort
land, der blev kaldt Europas syge mand. Efter genforeningen med et endnu mere
sygt land lå det i sengen med høj statsgæld og endnu højere arbejdsløshed.
Men i den stadig mere
globale konkurrencesituation kom socialdemokraten Gerhard Schröder og
gennemførte de nødvendige Agenda 2010-reformer af pensions- og skattesystemet
og ikke mindst af arbejdsmarkedet. Dagpengeperioden blev reduceret, vikararbejde
blev liberaliseret, og man kunne pludselig ansætte folk på deltid til beskedne
summer.
Trylleformularen virkede:
Den syge mand blev forvandlet til Europas stærke kvinde, der til sine dages
ende vil leve lykkeligt med enorme eksportoverskud, milliardoverskud på
statsfinanserne og historisk lav arbejdsløshed.
Succes for nogle
Det
karikerede eventyr er Christopher Butterwegges skitsering af
Tysklands nyere historie siden genforeningen mellem øst og vest, men
der er ikke noget at grine ad, understreger den tyske politolog og
fattigdomsforsker, der er professor emeritus ved Køln Universitet. For selv
blandt de mange millioner lavtlønnede tyskere tror de fleste på historien.
»Jeg kan ikke holde ud at
høre mere om tysk succes, så længe den tyske lavtlønssektor er den største i
hele Vesteuropa,« siger Christoph Butterwegge til Information.
»Der er millioner af
tyskere, der lever fra hånden til munden og permanent er én fyring fra at ende
i fattigdom. Næsten en fjerdedel af de tyske arbejdstagere tjener omkring 10
euro i timen (ca. 75 kroner, red.), så for dem er Tysklands succes til at
overse.«
Tysklands lavtlønssektor
Mens begrebet dumpingløn
ikke er videnskabeligt defineret, er lavtlønssektoren defineret ved at have
lønninger, der er under to tredjedele af medianlønnen. Medianlønnen er den løn,
som ligger præcist i midten mellem den halvdel af arbejdstagere, der tjener
mest, og den halvdel, der tjener mindst. Til forskel fra gennemsnitslønnen
trækkes medianlønnen således ikke op af en meget lille andel af ekstremt
vellønnede.
22,5 procent af den tyske
arbejdsstyrke arbejder for lavtløn, svarende til ca. 80 kroner i timen eller
derunder. Til sammenligning er den danske andel 8,6 procent, mens
lavtlønsgrænsen i Danmark ligger på knap ca. 127 kroner. I Frankrig er andelen
af lavtlønsmodtagere 8,8, og mindstelønnen ligger her omtrent på
lavtlønsgrænsen. EU-gennemsnittet for andelen af lavtlønnede ud af den samlede
arbejdsstyrke er 15,9 procent.
Kilde: Den tyske
Forbundsregerings svar på forespørgsel fra Die Linke 13.06.2017
At socialdemokratiske SPD
har opfyldt deres valgløfte fra 2013 ved at indføre en lovpligtig tysk
mindsteløn på ca. 65 kroner, nytter her ikke meget, mener Butterwegge.
»At sælge en mindsteløn
på det niveau som en langtidsholdbar succes er både et vælger- og et
selvbedrag. Den ligger ikke bare et godt stykke under lavtlønsdefinitionen. Den
ligger også markant under, hvad du kan opretholde et værdigt liv med, og ikke
mindst hvad det kræver for at spare pension nok op til en alderdom over
fattigdomsgrænsen.«
Tyske oligarker
Man kan være uenig med
Christoph Butterwegge – og det er mange tyske økonomer – men hans forargelse er
ikke grebet ud af den blå luft. I årtier har han forsket i fattigdom i Tyskland
og udgivet flere bøger om Hartz-reformerne af det tyske arbejdsmarked under
Gerhard Schröder og om lavtlønssektorens indvirkning på landets økonomi.
Reformerne og
dumpinglønningerne hænger langt hen ad vejen sammen, selv om de tyske lønninger
stagnerede allerede i 1990’erne, mener Butterwegge.
»Reformerne ændrede
Tyskland. Dagpengesystemet blev voldsomt reduceret, og kontanthjælpssystemet
umyndiggjorde arbejdsløse med kontrol og sanktioner. Det opløste den sociale
solidaritet i landet. Samtidig blev Tysklands mange prekære ansættelsesformer
som minijob, vikararbejde og tidsbegrænsede stillinger markant udvidet. Derfor
stod man langt ind i medarbejderorganisationer og fagforeninger under det her
damoklessværd: Find dig i din elendige løn eller risikér at havne på Hartz-IV
(kontanthjælp, red.). Man skal ikke undervurdere, hvad det pres gør ved folk –
også ved ’arbejdende fattige’, som burde gøre oprør mod deres vilkår,« siger
han.
Oven i den store klasse
af lavtlønnede kommer en skæv fordeling af formuer i Tyskland. Som den tyske
forbundsregerings ’Fattigdomsberetning’ fra april 2017 viser, ejer de rigeste
ti procent af den tyske befolkning over halvdelen af den tyske nettoformue,
mens de nederste 50 procent af tyskerne, besidder omkring én procent af den
samlede formue.
ȃn procent. Halvdelen
sidder på én procent.«
»Oven i købet er de helt
store tyske formuer koncentreret på meget få hænder. De betegnes sødladent som
familievirksomheder – som noget, der skal beskyttes. Hvis det var i Rusland,
ville vi kalde dem oligarker. Tag Susanne Klatten og Stefan Quandt (arvinger
til BMW-imperiet, red.), som her i foråret har hævet omkring en milliard euro i
afkast fra deres aktier. Samtidig har vi i Tyskland fattige dobbeltjobbere og
600.000 enlige mødre på Hartz IV, der ikke aner, hvordan de skal få varm mad på
bordet,« lyder det med hovedrysten fra Christoph Butterwegge.
Skamløse
skræmmefortællinger
– Men er den lave
arbejdsløshed på omkring fem procent ikke stadig et godt argument for den nuværende
tyske model?
»Det bliver den brugt
som. Historien om Tyskland som ’Europas syge mand’ før reformerne er
overdrevet. Ja, de officielle arbejdsløshedstal var højere dengang, men det
skyldes langt hen ad vejen nye måder at opgøre tallene på. Desuden var Tyskland
allerede dengang i verdenseliten i forhold til eksport. Og ja, der er større
overskud på statsfinanserne nu. Men Tyskland har oplevet et boom de seneste fem
års tid, og det giver et forvrænget billede at sammenligne globale krisetider
med tider, hvor økonomien boomer.«
Samlet betvivler han
derfor Agenda 2010’s store betydning for Tysklands generelle økonomiske succes
siden finanskrisen. Indførelsen af euroen, Tysklands eksportorienterede
industri, outsourcing-strategier og de globale konjunkturer har alle spillet en
større rolle, og også konjunkturprogrammerne i kølvandet på finanskrisen
har givet den tyske økonomi et vellykket skub.
»Alligevel køber de
fleste historien om, at det hele skyldes Agenda 2010, og at vi fra nu og i al
evighed skal affinde os med afmonteringen af socialstaten.«
Agenda 2010 – de tyske
arbejdsmarkedsreformer
Agenda 2010 dækker over
gennemgribende og overvejende arbejdsgivervenlige reformer af det tyske
pensions-, sundheds- og skattesystem samt det tyske arbejdsmarked under Gerhard
Schröders rød-grønne regering i 2003-2005.
Målet var at skabe vækst
og flere arbejdspladser. For arbejdsmarkedets vedkommende blev vikararbejdet
liberaliseret, og der opstod flere muligheder for tidsbegrænsede ansættelser og
deltidsansættelser inkl. syge- og pensionsforsikring i såkaldte 450-euro-job.
Uanset
indbetalingsperiode blev dagpengeperioden reduceret til et år, herefter anvises
man til kontanthjælp (Hartz IV), hvor ydelsen i dag ligger på godt tre tusind
kroner for folk uden børn plus fuld dækning af boligomkostninger op til et
givet niveau.
Kilder: BPB, ZEIT, P.
Scheuer: Reformerne, der ændrede Tyskland
– Hvordan kan en
fortælling være så stærk, hvis der ikke er noget om, at reformerne faktisk har
løftet hele Tyskland?
»Fordi neoliberalismen er
skamløs i sin brug af skræmmefortællinger. Her er tre afgørende narrativer. For
det første demografien: Du bliver fattig som gammel, fordi tyskerne får så få
børn, og vi snart er et ekstremt gammelt samfund. For det andet
globaliseringen: Vi er chanceløse, hvis vi blot overvejer at indføre nationale
skatter eller omfordeling over gennemsnittet. Og for det tredje
digitaliseringen: Robotterne kommer og æder vores job, og så er vi – hver for
sig – på røven. Derfor er vi tvunget til at skære socialstaten ind til benet.
Angsten pisker os til lydighed, både fordi kritikken handler om dig personligt,
og fordi udviklingen – som Merkel ville sige – er uden alternativ: Det er ydre
omstændigheder, der tvinger os til denne politik, og det er nærmest imod
naturlovene at indrette samfundet anderledes og mere solidarisk.«
Christoph Butterwegge
holder den første pause i sin talestrøm.
»Vi må ikke holde op med
at påpege, at den neoliberale logik, som Tyskland lever på, er løgn.«
Kvælende konsensus
I den tyske valgkamp er
det ifølge politologen kun Die Linke, der tør tage denne kamp op mod den
»kvælende konsensus i midten af tysk politik – inklusive De Grønne«. Selv
Alternative für Deutschland (AfD) vil privilegere den velstillede middelklasse
og opefter, mener Butterwegge.
»Her er problemet, at det
tyske system nærer angsten for social deroute. Det driver mange fra
middelklassen mod AfD, selv om det økonomisk ikke er i deres interesse, men
fordi AfD taler til angsten,« siger Christoph Butterwegge.
Og SPD bærer en stor del
af ansvaret, mener han.
»Den første hype om
Martin Schulz opstod bl.a., fordi han gav millioner af mennesker et håb om, at
SPD ville tage afstand fra Hartz-reformerne og faktisk skabe mere retfærdighed,
som han sagde. I stedet har han valgt at gå i retning af CDU og Gerhard
Schröders linje. Selv SPD, arbejdernes parti, er helt holdt op med at
registrere, hvor meget det her land er ved at falde fra hinanden økonomisk og
socialt. Det er beskæmmende,« siger den partiløse Butterwegge, der i foråret
2017 var Die Linkes kandidat til posten som tysk forbundspræsident – et valg,
som han tabte klart til den socialdemokratiske udenrigsminister Steinmeier, men
som gav medieopmærksomhed om professoren og emnet fattigdom.
– Hvis Die Linke er det
eneste sociale parti, hvorfor ligger de så og roder nede på otte-ni procent i
meningsmålingerne? Er tyskerne ligeglade?
»I Frankrig er den
politiske kultur langt mere rebelsk, mens tyskerne hellere tier. Et bonmot om
tyskernes øvrighedstro siger, at de pænt ville stille sig i kø og købe en
billet, før de ville begynde en revolution på banegården. Derfor bliver Die
Linke opfattet som farlige,« mener han.
»Desuden er der stadig en
stærk antikommunistisk impuls i Tyskland, som får afløb i Die Linke. Selv unge
partiaktive, der aldrig har haft berøring med DDR, bliver spurgt, hvordan de
vil forsvare Stasi og diktaturet i DDR. Bare fordi de går ind for en større
omfordeling.«
Endelig har den
neoliberale ideologi sejret ad helvede til i Tyskland, mener Butterwegge.
»Rigdom og fattigdom er
altid selvforskyldt. De fattige er jo nogle dovne nasserøve, mens de rige er
flittige og dygtige. Men hallo, der er kun tre måder at blive rigtig rig på:
Enten arver man en formue, man spekulerer sig til en formue, eller man udbytter
andre nådesløst. Selvfølgelig fik familien Albrecht (bag ALDI-kæden, red.)
engang en god idé, men deres absurde formue på omkring 30 mia. euro (ca. 225
mia. kroner, red.) har titusinder af kassedamer og lagerarbejdere på elendige
lønninger nu engang tjent for dem.«
Europæisk problem
Den neoliberale konsensus
har tilmed kvalt en fornuftig skattedebat i Tyskland, mener Butterwegge. Det
gælder for eksempel opstandelsen over SPD’s forslag om at hæve topskatten
fra 42 til 45 procent og den såkaldte millionærskat fra 45 til 48 procent – en
kritik, som han kalder både ’historieløs’ og ’latterlig’.
»Under CDU-kansleren
Helmut Kohl havde vi en topskat på 53 procent, og Kohl var i sandhed ikke
kommunist,« siger politologen, der med lynets hast gennemgår de tyske
skattesatser og deres styrtdyk siden slutningen af 1990’erne – både under Kohl,
Schröder og Merkel.
Her er bl.a. firmaskatterne
sænket markant, skatter på renter og aktieafkast er mere end halveret, mens
formueskatten helt er fjernet.
»Når det handler om
topskat og fair omfordeling, så går de neoliberale argumenter straks i gang. Så
bliver tyskerne bange for de titusindvis af arbejdspladser, der angiveligt
kunne komme i fare, og så resignerer de og vælger alligevel det sikre kort:
Angela Merkel. Det har været med til at skabe den store konsensusmaskine i
midten af tysk politik, som er farlig, fordi den bedøver demokratiet. Valgdeltagelsen
falder støt, især de lavtlønnede mister troen på at kunne bevæge noget
politisk, og der er dalende tiltro til det repræsentative demokrati.«
Blå bog: Christoph
Butterwegge
(f. 1951) politolog,
professor emeritus ved Køln Universitet, Tysklands mest prominente
fattigdomsforsker, forfatter til bøger som ’Kritik af neoliberalismen’,
’Fattigdom i et rigt land’ og ’Hartz IV og dens følger’.
Butterwegge meldte sig
ind i socialdemokratiske SPD i 1970. Han var senere en stærk kritiker af
kansler Gerhard Schröders politik og trådte ud af partiet efter SPD’s
regeringsdannelse med CDU/CSU under Angela Merkel i 2005.
Siden da har Butterwegge
været partiløs. I februar 2017 blev han opstillet af Die Linke som modkandidat
til udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier til posten som forbundspræsident.
Steinmeier vandt suverænt afstemningen, men med 128 stemmer fik Butterwegge
markant større opbakning, end de stemme som Die Linke stod for.
Allerede ved sin
tiltrædelse som SPD-formand blev Martin Schulz regnet for at tilhøre
højrefløjen i partiet. Han blev heller aldrig den tyske Bernie Sanders eller
Jeremy Corbyn, som mange – især unge vælgere – håbede på, mener den tyske
politolog.
»Samtidig kæmper han mod
Merkel, der sikrer kontinuitet og er en erfaren verdenspolitiker.
Indenrigspolitisk er hun yderst pragmatisk – hun er med på det meste, hvis det
er opportunt, så der er ikke så meget at frygte for de mere liberalt
indstillede. Men på bundlinjen har hun og CDU valgt en neoliberal politik, som
hun bare har formået at give et menneskeligt ansigt,« mener Christoph
Butterwegge.
»I længden splitter det
Tyskland. Men det splitter også Europa. Selvfølgelig har Tyskland med sin
arbejdsmarkedspolitik været med til at konkurrere de såkaldte kriselande i
Sydeuropa i stykker. Det er ikke den eneste årsag, men med dumpinglønninger
pressede det effektive Tyskland sin konkurrenceevne endnu mere opad, mens de
øvrige lande med deres nye stærke euro begyndte at importere mere fra især
Tyskland – finansieret af kreditter. I virkeligheden var det jo en
statsgældskrise, som Tyskland har en stor andel i.«
»Hvis vi holder op med at
bukke og skrabe for en neoliberalisme, der stræber mod en kapitalisme uden
socialstatslige begrænsninger, så findes der faktisk et socialt alternativ. Det
er Tyskland langt fra.«
