Exit Tour de France

Nu er det slut med at følge med i det lort. Tour de France er én stor mafia med en selvbestaltet ledelse. Det ellers så skønne og dejlige cykelløb har udviklet sig til et mega-freakshow. Rent teater. Ingen sport.

Året 2007 var ellers udråbt til Tourens skæbneår. Denne gang skulle det være. Et rent TDF – uden skandaler og aftalt spil og hvad skete der så? Ét stort troværdigheds-tab.

Mere og mere tyder på at Rasmussen er blevet kastebold i en led magtkamp mellem store cykelforbund, tourledelsen, sponsorer og private interesser.

I lørdags kom det f.eks. frem at det ikke alene var Rabobank-chefen, der traf den skæbnesvangre beslutning om at trække den kyllingen ud af løbet. TDF-direktør Christian Proudhomme har indrømmet at han har presset Rabobank til at fyre MR, alene på grund af dennes dårlige renome.

Man må ikke kunne smide en rytter ud alene på mistanker og anti-pati. Og det er dét system Tour de France nu har bygget op. Hvorfor ikke have ladet Rasmussen gennemføre – og så fratage ham den gule trøje efterfølgende efter en fair undersøgelse?

At skyde på pressen i den sammenhæng er helt hen i vejret: Det ér altså ikke pressens skyld at Tour-ledelsen kører mafiametoder, eller at dopingreglerne er lemfældige. Ej heller pressens skyld at den enkelte rytter beslutter sig for at omgå sandheden mere eller mindre lemfældigt.

At gøre Rasmussen til martyr i det her spil er også fuldstændig ude i hampen. Fire dopingadvarsler, udeblivelser fra diverse dopingtests, en skotøjsæske fyldt med blod og røgslør om hvor han har opholdt sig henne og hvornår på trods af underskrevne kodekser om kontrol og tilgængelighed øger jo ikke troværdigheden vel?

Det kán lade sig gøre at få bugt med doping og aftalt spil. Men det er en hård og sej kamp. Indtil da slukker jeg for lortet og glæder mig til at fodboldsæsonen snart starter igen.