torsdag, december 21, 2006

Doors-respekt

Hvor er det dog frydefuldt – ikke mindst i denne søde juletid – at der stadig findes folk, der fravælger materiel overforbrug og egen vinding for enhver pris.

Prøv at tænk på alle de kunstnere der lystigt tjener nemme penge på den TV-reklameskylle vi pt. overfodres med.

Danske kunstnere sætter al troværdighed over styr ved at reklamere for snart sagt det ene og snart sagt det andet latterlige produkt.

Kunsten, kulturen og kræsenheden sættes fuldstændig over styr frem for frivillig prostitution således at der kan scores nemme penge på kunsten. Vi har næsten kun Kim Larsen og Anne Marie Helger tilbage, som ikke gider at hoppe med på reklamevognen.

Nå ja. Og så har vi jo også The Doors. I dagens information står der:
”Tidligere trommeslager i The Doors, John Densmore, blokerer fortsat for, at han og de to øvrige tilbageværende bandmedlemmer kan tjene over 100 millioner kr. om året ved at sælge rettighederne til deres musik til tv-reklamer. Men det vil John Densmore ikke være med til. "Folk har haft deres første seksuelle oplevelse, mens de lyttede til The Doors. I Vietnam døde tusinder, mens vores musik spillede i deres helikoptere. Jim (Morrison, red.) selv døde for sin kunst - vores musik.Så selv om vi er blevet til-budt flere penge, end nogen af os nogensinde har set, så er jeg ikke klar til at sælge musikkens sjæl."

Respekt.

mandag, december 11, 2006

Hvor meget sex er der i en vandbrønd?

Bistanden skal gøres folkelig. Derfor starter udviklingsministeren nu en konkurrence, hvor en række kendte danskere skal vælge, hvilke udviklingsprojekter der skal støttes i Afrika.

Selvom Ulla Tørnæs har trukket så meget i land at kendisserne kun får lille indflydelse på hvilke U-lande der skal støtte - så ændrer det ikke ved en usmagelig tivolisering af U-landsbistanden. Man beder sgu da heller ikke kendte mennesker afgøre hvilket tandbehandling der er rigtig hvis man går til tandlæge. Eller sætter det til folkeafstemning som Tørnæs som bekendt lagde op til at man skulle gøre med U-landsbistanden for et års tid siden.

Det er en usmagelig populisme som afspejler en ubehagelig tendens om at dels at gøre nødhjælpsarbejde til i højere og højere grad at være et individuelt anliggende hvor vi spejler vores individuelle engagement i hvad kendte personligheder har af anti- og sympatier. Og dels til et spørgsmål om at der skal være appeal, slagkraft og sex i nødhjælp. Og endelig en tendens hvor man undervurderer eksperters rolle i nødhjælpsarbejde. Det er klart at vi som danskere gerne vil se resultater af det bistand vi yder – og på dét sæt er der måske brug for at være mere folkelig. Men at lægge op til at lade glade amatører afgøre hvilke U-landsprojekter der skal have støtte – det er fandme for populistisk. Læs mere på www.dilemma.dk