Kims bisættelse 25 marts

 

Kim Fristrup Jensen (1958-2022)

Kim voksede op i Vinkelhusene i Tårnby. Sammen med senere så kendte fodbold-koryfæer som Jan Heintze og Frank Arnesen havde de en vild og sjov barndom i Vestamagers grå boligblokke gennem 60´rne og 70´rne.

I begyndelsen af 90´rne flyttede Kim så til Gunløgsgade– hvor han var et kendt ansigt på Islands Brygge gader og stræder. Ikke mindst i det store lokale teaterprojekt ”Spillet om Bryggen” i 1991, hvor Kim havde en af hovedrollerne. (Som djævel)

Hvem har ikke set den lille glade mand med det runde, skallede hoved og den grønne parkacoat? Enten stående eller siddende i området omkring legepladsen, hvor han var i gang med til en sludder med enten den ene eller den anden bryggebo?

Kim havde en helt enestående evne til at komme i kontakt med folk. Og det lønnede sig: Hans netværk var enormt – og alle omkring ham syntes at Kim både var sjov, lyttende, rummelig, indsigtsfuld og ikke mindst glad for at have folk omkring sig.

Især mange af Bryggens store børn kender Kim. Han havde en forunderlig evne til at være på bølgelængde med de unge.

Et af Kims allerstørste og varmeste minder var den gang ham og hans lille familie tog til Island i starten af 00´rne for at arbejde og opleve landet i nogle år.

Det var en formativ og glad tid, som Kim talte meget om efterfølgende. Lige siden den gang var der altid en lille nordatlantisk rem af huden hos ham og hans familie. Desværre begyndte hjertet allerede under Islands-opholdet at volde ham problemer.

Men det lod han sig på ingen måde slå ud af. Kim skiltede ikke med hans hjerte-problemer. Tværtimod: Der blev fightet igennem fra Kims side – og intet skulle ødelægge hans gode humør.

Der var heller ikke noget der skulle ødelægge Kims fodbold-engagement! Lige til det sidste fulgte han med når hans yndlingsklub Arsenal var i kamp.

Hårdnakkede rygter vil vide, at nogle gæster frekventerede Cafe Langebro når Arsenal skulle spille fodbold. Ikke nødvendigvis for at overvære kampen. Men alene for at være vidne til Kims enorme engagement når ”The Gunners” var på banen.

I torsdags stoppede hjertet så med at slå. Kim er ikke iblandt os længere og han efterlader nu sin lille familie: Stine og de to børn Svea og Alfred.

Vi vil alle savne ham.

PS. Ved redaktionens slutning forelå der ingen oplysninger om hvor og hvornår bisættelsen finder sted. Er man interesseret kan flere oplysninger tilgås på mailadressen thomas@bryggemail.dk

Thomas Kjær Jensen

Foto:Carsten Dahl

 

Gider snart ikke den lorte krig mere...

Som Eva Smith siger...

 Søndag d. 6. marts - i Politiken

: EVA SMITH, DR.JUR. , PROFESSOR EMERITA.

- "I disse dage følger vi med stor bekymring Ukraines tapre kamp mod overmagten, og mange af os føler os afmægtige og flove ved, at vi ikke kan gøre mere for at hjælpe Ukraine. Men naturligvis forstår vi, at Nato som forsvarsalliance ikke kan gå i krig for at hjælpe et land uden for Nato.

Det er svært ikke at tænke på, om der måske kunne have været en diplomatisk vej til at undgå denne ulykkelige krig. I ugerne før Rusland gik ind i Ukraine, optrådte de fleste vestlige lande meget afvisende over for Rusland. Alle russiske krav blev afvist tilsyneladende uden egentlige forhandlinger.

Danmark var et af de mest kritiske lande og opførte sig efter min mening unødvendigt provokerende. Statsministeren syntes, at det var et passende tidspunkt at fremlægge en kommende aftale med USA om amerikanske styrker fast stationeret i Danmark. Det fremgik, at aftalen havde været på tegnebrættet nogen tid, og at der stadig krævedes mange forhandlinger, så hvorfor bringe denne mulige aftale frem midt i den anspændte situation?

REAKTIONEN lod ikke vente på sig. Rusland udtrykte bekymring og påpegede navnlig, at man ville finde det meget uheldigt, hvis der blev udstationeret fremmede styrker på Bornholm. I stedet for at undlade at kommentere dette for forsvarsministeren ud og erklærede, at Danmark selv bestemmer, hvor udenlandske styrker skal placeres på dansk grund. På dette tidspunkt havde udenrigsministeren allerede gjort sig bemærket med flere udtalelse om, at der ikke er nogen grund til at prøve at forstå Putin.

Den konfrontatoriske danske optræden står i skærende kontrast til danske politikeres opførsel i 1950’erne og frem til den kolde krigs afslutning, som beskrevet i professor Villaumes meget indsigtsfulde og interessante artikel her i avisen søndag 20. februar. Dengang undlod man at tirre den russiske bjørn unødigt, man afviste f.eks. amerikanske styrker stationeret i Danmark og mente, at det var den bedste vej til afspænding og fred. Denne linje blev fulgt af den nuværende tyske kansler, der beroligende sagde til Rusland, at spørgsmålet om Ukraines medlemskab af Nato ligger langt ude i fremtiden, og der er ingen grund til at diskutere det nu. Tyskland synes nu at have ændret holdning i lyset af Ruslands angreb på Ukraine.

USA’s voldsomme og aggressive retorik over for Rusland har muligvis sammenhæng med Bidens hjemlige problemer. (skal man være ondskabsfuld, kan samme hensyn forklare den danske regerings opførsel). I sådan en situation er det bekvemt at kunne samles mod en fælles ydre fjende. I øvrigt kan det undre, at amerikanerne stiller sig så uforstående over for den russiske bekymring over Nato-tropper så tæt på den russiske grænse.

JEG ER gammel nok til at huske Cuba-krisen i oktober 1962. Krisen opstod, efter at USA havde opstillet atombevæbnede missiler i Tyrkiet og Italien. Herefter opdagede amerikanerne, at russerne havde opført anlæg på Cuba til mellemdistancemissiler. Fuldt funktionsdygtige ville de kunne nå Washington, D.C., og andre storbyer på østkysten. Sovjetunionen sendte en konvoj af sted med ammunition til missilerne på Cuba, og amerikanerne lagde en ring af krigsfartøjer rundt om Cuba for at hindre de sovjetiske skibe i at nå frem. Begge parter truede med at anvende atomvåben i en konfrontation.

Hele verden holdt vejret, mens skibene sejlede mod Cuba. Alle troede, at der var en reel mulighed for en tredje verdenskrig, denne gang med atomvåben. I sidste øjeblik drejede de sovjetiske skibe af og sejlede tilbage.

Men det var sådan i forbindelse med Cuba-krisen – ligesom nu med Ukraine-krisen – at vi alle var enige om, at det var Sovjetunionens daværende leder, Khrusjtjov, der var den aggressive part. Der var ingen, der talte om, at Cuba som en suveræn stat selv kunne bestemme, hvilke våben man ønskede på sit territorium. Dette, til trods for at USA halvandet år tidligere havde støttet en gruppe eksilcubaneres invasion af Cuba i et forsøg på at fjerne styret. Invasionen i Svinebugten endte med et nederlag for eksilcubanerne og amerikanerne. Men det forekommer svært at fortænke cubanerne i at mene, at de havde brug for våben mod den mægtige fjende.

Men det var der ingen forståelse for. Tværtimod mente alle, at missilerne på Cuba var en trussel mod USA, at Sovjetunionen var den aggressive part, og at det var helt berettiget, at amerikanerne lagde en blokade rundt om Cuba. Det er interessant at sammenligne det med stemningen i dag, hvor Ruslands protester mod Nato-våben tæt på betragtes som fuldstændig urimelige af både politikere og presse.

JEG TILLADER mig at citere fra professor Villaumes artikel i Politiken i søndags. Han citerede den amerikanske ambassadør i Moskva i 1950’erne, George Kennan, som var konservativ og antikommunistisk. Kennan skrev: »… intet stort land, fredeligt eller aggressivt, rationelt eller irrationelt, (vil) kunne sidde passivt og med ligegyldighed være vidne til en konkurrerende stormagts gradvise overstrøen af dets grænseområde med militære installationer. Også her er det nødvendigt at indgå et kompromis«.

Jeg minder om, at indtil 1989 var Ruslands grænse mod vest beskyttet af en række kommunistiske lydstater – i dag er de ikke alene væk. De har også sluttet sig til en alliance vendt mod Rusland.

Det fremgår af Thomas Friedmans artikel i Politiken 27. februar, at der faktisk var indsigtsfulde mennesker, der advarede mod denne udvidelse (bl.a. ovennævnte Kennan) som mente, at det var vigtigt at bevare den nuværende magtbalance, og at russerne gradvis ville reagere negativt.

Som alle andre håber jeg, at den nuværende konflikt kan løses og Ukraines demokrati reddes, men det kræver, så vidt jeg kan se, at forhandlingerne atter kommer i gang – forhåbentlig under en våbenhvile – men det er klart, at de er langt vanskeligere nu, fordi det nødig skal se ud, som om Rusland har opnået indrømmelser pga. krigen.

Men et forhandlingsresultat kan næppe opnås, medmindre de vestlige forhandlere søger at sætte sig i Ruslands sted og forstår, at Rusland føler sig ydmyget ved den udvikling, der er sket de sidste 30 år, og mener, at russiske interesser er blevet tilsidesat.

Det er muligt, at de mange, der mener, at Putin er uden for rækkevidde, har ret, men vi er nødt til at gøre forsøget. For verdensfredens skyld".

BLÅ BOG

EVA SMITH

Født 1942. Dr.jur., professor emerita, fhv. formand for Det Kriminalpræventive Råd.