Thomas Kjær Jensen: februar 2020

Jeg faldt over denne glimrende kronik i weekendens information. Den er skrevet af Frits Bredal. Kommunikationschef i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Og den er virkelig god at få forstand af:

Fem ekstra minutter med lægen kan afgøre, om du får den rette behandling

Dårlig kommunikation mellem læger og patienter fører til fejldiagnoser, der i værste fald kan være dødelige. Som patient skal man derfor insistere på at stille de spørgsmål, man ønsker svar på, for de ekstra minutter, spørgsmålene tager, kan afgøre, om man får den rette diagnose og behandling, skriver Frits Bredal i dette debatindlæg

Min mor og jeg sad over for en kvindelig læge på Herlev Hospital. Min mor var alvorligt syg af en kræftsygdom, hun senere døde af. Sammen med hende havde jeg forberedt en række spørgsmål, som kunne afklare de ting, vi var i tvivl om. Vi fik svar på flere af spørgsmålene, men ikke alle.
Lægen var venlig, men havde tydeligvis også travlt, og jeg ville nødig tage for meget af hendes tid. Der måtte jo være masser af andre dødeligt syge patienter, hun skulle tale med.
Siden jeg for fem et halvt år siden begyndte at arbejde i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, har jeg fået et mere realistisk syn på læger og sundhedsvæsenet.
Jeg havde ikke tidligere arbejdet med sundhedssektoren, og som så mange andre lå jeg under for en lidt idealiseret og naiv forestilling om læger som særligt veluddannede væsner, der med deres særlige indsigt og ekspertise kunne se ting, vi andre ikke kunne se.
Og det er jo heldigvis også rigtigt – til en vis grad. Danske læger er dygtige, de har en lang uddannelse og ved meget om sygdomme. Meget mere end mig. Men jeg ved mest om mig selv. Og som pårørende ved jeg også mere om mine nærmeste, end lægen gør.
Desværre får læge og patient ikke altid talt ordentligt sammen, patienter får langtfra altid spurgt ind til det, de gerne vil have svar på, og den dårlige kommunikation fører til fejldiagnoser, der i værste fald kan være dødelige.
Hvert år får omkring 760 personer erstatning for skader som følge af fejldiagnosticering i det danske sundhedsvæsen. I gennemsnit dør hvert år 63 personer som følge af patientskader, der opstår på grund af fejldiagnoser.

I perioden fra 2009 til 2018 er der udbetalt langt over to milliarder kroner i erstatning i sager med diagnosticeringsfejl.

Alle tallene kan man finde i rapporten Veje til bedre diagnoser, som Patienterstatningen og Dansk Selskab for Patientsikkerhed udgav i december 2019. Rapporten er baseret på data fra Patienterstatningen.

Forvirrede og usikre patienter

I rapporten kan man også læse, at »der hyppigst (sker) fejl i den fase af den diagnostiske proces, der kan kaldes den indledende diagnostiske vurdering«.

Et andet sted skriver forfatterne, at »det/de indledende møde(r) mellem læge og patient og de vurderinger og ræsonnementer, der foretages i den forbindelse, altså (er) en meget kritisk fase i den diagnostiske proces«.

Rapporten tager udelukkende afsæt i de sager, hvor patienterne har søgt om og rent faktisk har fået erstatning. Mørketallet er stort, og det reelle tal kan være helt op til ti gange større.

En del af løsningen består i, at vi som patienter og pårørende i højere grad stiller spørgsmål og engagerer os i diagnose- og sygdomsforløbet.

Før i tiden havde jeg ikke så meget blik for, at min viden om mig selv og mine nærmeste skulle bringes i spil og bidrage til at kvalificere lægens valg af behandling og pleje, når det gælder sygdom.

Jeg er uddannet journalist og har interviewet hundredvis af mennesker, ofte mennesker med høj status og autoritet, men hver gang jeg sad over for en person i hvid kittel, alene eller for eksempel sammen med min syge mor eller mine børn, udviste jeg en form for tilbageholdenhed.

Lægerne har travlt, tænkte jeg. For læger signalerer ofte, at de har travlt. Desuden, tænkte jeg, kan de hvidkitlede jo med deres faglige professionalisme vurdere, om de har brug for yderligere information for at kunne stille diagnosen.

Der var måske oplysninger, som egentlig kunne være relevante, men hvis tiden var gået, og lægen ikke selv havde spurgt til det, så var det nok ikke så vigtigt.

Jeg er ikke den eneste, der har haft eller har det sådan. Flere undersøgelser bekræfter, at det er en udbredt tendens, og jeg har selv hæftet mig ved, at flere journalister i min omgangskreds giver udtryk for det samme. Frygtløse journalister, der lever af at stille kritiske spørgsmål, at stille magthaverne til ansvar, men som i et sygdomsforløb bliver usikre og forvirrede.

Afgørende for patientsikkerhed

Selv i dag, hvor jeg nu i flere år har arbejdet med netop denne problemstilling – kommunikationen mellem læge og patient – oplever jeg situationer, hvor jeg ikke får stillet de spørgsmål, jeg brænder inde med. Om det er hos den praktiserende læge eller på et sygehus, så går tingene ofte hurtigt.

Jeg skal på kort tid forholde mig til mange nye oplysninger, og jeg glemmer eller når ikke at få spurgt om det, jeg ville.

God kommunikation mellem læge og patient er afgørende for patientsikkerheden. Det står stadig mere klart. Og udviklingen hen imod bedre kommunikation og dialog er nødt til at fortsætte, hvis patientsikkerheden skal højnes.

Googl dine symptomer
Som patient kan jeg personligt genkende den romantiserede, men urealistiske og forfejlede forestilling om, at lægen sikkert uden videre kan finde frem til netop den latinske betegnelse og behandling, der skal hæftes på mig. Men lægen er ikke Gud – hun kan ikke se alt. Når først den rette diagnose er stillet, er der måske flere muligheder, man som patient kan vælge imellem.
For ældre og alvorligt syge mennesker kan der ligge et bevidst valg i, om de vil fortsætte en behandling med bivirkninger, eller om de foretrækker at stoppe og blot modtage smertestillende behandling den sidste tid.
Mange moderne mennesker søger viden, råd og vejledning på nettet. Der er selvfølgelig en risiko for, at den viden, man finder, er usaglig eller direkte misvisende, men grundlæggende er brug af dr. Google et sundhedstegn. Et udtryk for, at patienterne engagerer sig i deres egen sygdom og forløb.
Lægen bør sætte pris på, at patienten ikke bare læner sig passivt tilbage. Patientens forberedelser på nettet kan fungere som et udmærket afsæt for den gode dialog, der er forudsætningen for en god behandling.

Generelt er patientsikkerheden høj i Danmark. Også sammenlignet med andre lande. Men der ligger fortsat et stort, uudnyttet potentiale i at forbedre kommunikationen mellem læge og patient. Det kan i sidste ende forebygge fejl og misforståelser og dermed højne patienternes sikkerhed.
»Det her er nyt for mig – vil du forklare det igen?«
»Kan du forklare det med andre ord?«
»Hvem kan jeg ringe til, hvis jeg får smerter?«
Når lægen giver plads til disse enkle spørgsmål, oplever patienten at blive mødt som et helt menneske – ikke som en sygdom, et handicap eller et laboratorieresultat.
Spørgsmålene kan være afgørende for hele behandlingsforløbet. De ekstra minutter, man investerer i spørgsmål og svar, kan afgøre, om man får den rette diagnose og behandling.
Sundhedssektoren er til for patienterne. Dig og mig. På engelsk taler man om forskellen på at spørge: »What’s the matter with you?« sammenlignet med »What matters to you?«
Der er en risiko for, at man som patient kan føle sig dehumaniseret og reduceret til et objekt for lægens rent faglige interesse. Hvis læge og patient møder hinanden som mennesker, bliver både dialogen og behandlingen bedre. For i mange tilfælde er det ikke 100 procent entydigt, hvad der er den rette behandling.