E-læring er et samlebegreb for digitalt baseret læring, som er interaktiv. Med interaktiv menes, at den lærende kan påvirke og ændre den information, som lagres og vises på f.eks. en hjemmeside (Svensson&Åberg 2001). E-læring handler altså om teoretiske og praktiske selvstudiekurser med simultanøvelser og diskussioner via pc´ere og internettet.
Når Lægeforeningen går aktivt ind i udvikling af E-læring, skyldes det ikke kun en stigende efterspørgsel fra medlemmerne. Der ligger også gemt en mængde pædagogiske gevinster ved anvendelse E-læring overfor lægers efteruddannelse.
Gevinster der på sigt kan nuancere udbudet af efteruddannelsestilbud og kan være med til at kvalificere lægers måde at tilegne sig ny viden på:
• Deltagerkredsen udvides radikalt. Kurserne eksponeres til væsentligt større deltagerskare end tilstedeværelseskurser
• Anvendelse og integration af forskellige multimedier som illustrationer, animationer, videoklips kombineret med lyd og tekst-filer bliver nemmere.
• Brug af hyperlinks gør, at deltageren kan springe i kurset som det passer ham og hende. Læringsforløbet målrettes grad til brugerens aktuelle behov.
• Umiddelbar og personaliseret feedback hvilket giver en hel anden type interaktivitet i læringsforløbet.
• Kursisten kan gennemføre kurset på nøjagtig det tidspunkt der passer. Man kan forlade kurset for herefter at genoptage forløbet derfra hvor man slap.
• Endelig er de fysiske rammer for E-undervisning ændrede. Deltageren kan sidde på sin arbejdsplads eller privat og samtidig deltage i kurset.
Med disse åbenbare gevinster åbner der sig muligheder end blot og bar at ”sætte strøm” til lærebøgerne. E-læring rummer flere potentialer end vi umiddelbart forestiller os.
Kybernikeren og biologen Humberto Maturana har på et erkendelsesteoretiske felt en række synspunkter, der hjælper os med at forstå hvad der sker når man i et læringsforløb bevæger sig fra klasselokalets snævre rammer til det multivers den elektronisk distribuerede undervisning udfolder sig.
Ifølge Maturana findes der ingen egentlig objektiv realitet. Den erfaring vi annammer fra den s.k. virkelige verden er i realiteten en konstruktion i vores egne hoveder. Maturanas diskurs er ontologi set fra iagttagerens vinkel. Når vi således forsøger at forklare verden, splitter vi den ad i små enheder, dekomponerer dem og sætter komponenterne og deres relationer sammen inden for universets rammer.
Vi opdager imidlertid at vi og vores forklaringsmodeller er en del af et multi-vers hvor helheden er større en summen af de enkelte enheder. Vi lever m.a.o. i et spændingsfelt mellem vores egen måde at se og forstår verden på og andres måder og forklaringer.
We lever iflg, Maturana konstant i en proces hvor vi er en del af vores egen ”meningsproduktion” samtidig med at vi er en del af andres meningsproduktioner.
Denne proces er på mange måder identisk med det der sker når verden tilegnes via E-læring. E-læring stiller nemlig qua sin kompleksitet krav om mere multi-facetterede læringsstrategier. Ikke blot fra de studerende. Men også fra lærerne og udviklerne.
Lægeforeningens udviklede sidste år to E-kurser der med afsæt i to velfungerende tilstedeværelseskurser ikke blot skulle indfri et her-og-nu deltagerbehov. Som pædagogiske udviklere var vores formål også at:
• Udforske grænserne mellem face-to-face-undervisning og ren web-baseret læring
• Blive klogere på hvordan målgruppens behov korresponderer på et kursus som transformeres til E-læring
• Kvalificere de didaktiske og voksenpædagogiske principper der gør sig gældende i.f.m. E-læring samt
• Undersøge hvilke nye kompetencer fremtiden E-underviser skal kunne beherske.
Det stod i udviklingsfasen klart for os at det var svært blot at ”oversætte” tilstedeværelseskurser til E-læring uden at miste værdifulde læringselementer. Specielt de elementer der involverer de studerendes hand-on-øvelser, rolleøvelser, forsøg på fantomer etc kræver en nytænkning af det aktuelle kursus. Herunder spørgsmålet: Hvordan forstår de psykologiske mekanismer der kan understøtte den individuelle læreproces i et web-baseret undervisningsforløb.
Traditionel face-to-face undervisning er groft sagt ofte præget af følgende karakteristika:
- Katedral undervisning i form af en-vejskommunikation mellem underviseren og en eller flere studerende.
- Selve klasserummet definerer den fysiske ramme for læreprocessen
- Forhold, som f.eks. uformelle interpersonelle relationer, erfaringer m.v. er ofte suspenderet mens klasseundervisningen foregår.
- Undervisningens indhold og form er lærerstyret i større eller mindre grad.
Dette er det klassiske læringssyn, som i bedste velgående stadig lever videre men som i stigende grad udfordres af de nye teknologiske muligheder der åbenbares i webbaseret undervisning.
I E-læring er det f.eks. i modsætning til traditionel undervisning karakteristisk at
- Undervisningen foregår uden for det formelle klasselokale
- Kurset udvikles ikke af en enkelt lærer. Måske ikke engang udelukkende af lærere. Ofte udvikles E-kurser af et helt team af pædagoger, fagpersoner og IT-kyndige.
- Den studerendes vej gennem kurset kan ikke styres eller kontrolleres.
- E-underviseren skal beherske andre og nye kompetencer som f.eks. E-moderation, netikette, net-hosting, IT-instruktion m.v.
- Tids- og rumdimension er ofte (ikke altid, men ofte) af asynkron karakter hvorefter læreren ikke kan kontrollere hvem der tilegner sig hvilken viden, hvordan og hvornår.
E-læring kan anskues som et komplekst responsivt system, hvor læringsmål, midler og strategier indgår i et gensidigt afhængighedsforhold samtidig med at deltagerne spredes for alle vinde.
Den største udfordring for udvikleren bliver måske at acceptere kaos eller den s.k. multiverse kommunikationsproces som ledelsesredskab.
Erfaringen fra vores transformationsproces fra face-to-face-undervisning til E-undervisning viser os også at den styrke der ligger i uformel læring, praksisfællesskaber, situeret undervisning m.v. når de studerende er fysisk tilstede i en undervisningssituation let kan forsvinde og i stedet overerstattes af forkromede teknologiske løsninger. Det er en tendens moderne E-udviklere skal være særdeles bevidste omkring. Uanset om hvor digitalt designet et læringsforløb er, bør fokus stadig rettes mod sociale, kulturelle og organisatoriske forhold og ikke kun snævert faglige spørgsmål.
Med E-læring på den voksenpædagogiske arena bliver det herskende læringssyn i stigende grad udfordret:
I og med E-læring understøtter den multifacetterede undervisning og stiller krav om øget vidensdeling og fleksible arbejdsformer i designprocessen stiller det også radikalt nye krav til vores måde at tænke didaktik og voksenlæring på.
Ja, måske ligefrem en ny diskussion af hvad de basale lærings og vidensprincipper egentlig er bygget op omkring.
Et moderne læringssyn accepterer ikke den traditionelle opfattelse af arbejdsdelingen mellem lærer og elev, hvor læreren overfører viden til de studerende som var de tomme kar. Et moderne læringssyn er i højere grad en social konstruktions- og forhandlingsproces som finder sted i spændingsfeltet mellem studerende og deres undervisere.
Et sådan læringssyn kan web-baseret læring med stor fordel understøtte og derfor er Maturanes overvejelser om universe og multiverse kommunikationsrum inspirerende.
(Fra Annette Plesner Steenstrup og undertegnedes præsentation på SMILE-konferencen d.15 september 2006 i Sestri Levante, Italien) Læs mere om SMILE-konferencen her
mandag, september 18, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar