Det kan nytte at kæfte op.

Alene truslen om en mega-demonstration på Rådhuspladsen i dag d. 8 februar samt spredte blokader i sidste uge på københavnske folkeskoler var nok til at få københavnske lokalpolitikere til at omgøre tidligere så bramfri nedskæringsplaner på over 100 mio.kr.

Her så vi ikke samme stålsatte retorik som i f.eks. sagen om ungdomshuset om a´la ”Hvis man giver indrømmelser – siger man samtidig ja til udenomsparlamentariske metoder, og så taber demokratiet”. Men nu har vi jo også med et købe- og vælgerdygtigt segment – i form af børnefamilier over en bred kam – at gøre. Og ikke med sekteriske unge med blåt hår og piercet underlæbe.

Men blot fordi man laver aktioner er man langtfra sikker på at blive hørt. Det afhænger langtfra kun af sagens substans.

Et morads af faktorer som opbakning fra borgerne, mediedækning, magtinteresser og politiske alliancer mellem såvel politiske partier som græsrodsorganisationer afgør sådan noget. Og hvad der er "umuligt" i én situation er da helt rigtigt i en anden.

Tænk f.eks. på den massive afvisning fra Christiansborg, da skoleborgmesteren foreslog at staten dispenserede og gav et engangstilskud til at dække det københavnske skoleunderskud. Og tilsvarende strygen Farum Kommune med hårene da salig Peter Brixtofte havde kørt kommunen i sænk. Principielt ingen forskel. Kun dén at de røde sidder på magten i København og Venstre sad på magten i Farum. Jo, mange underlige faktorer spiller ind. Men protesterne mod skolebesparelserne efterlader ingen tvivl: Det kan nytte at kæfte op.