mandag, januar 29, 2007

En haveforening står i vejen

Under mystiske omstændigheder blev H/F Faste Batteri i 2001 erklæret urørlige frem til 2010. Det var op til et kommunalvalg og der var gode stemmer i erklære ”fingrene væk” fra Haveforeningen.
Også selvom at al logik, sund fornuft og tidligere aftaler pegede i retning af at flytte haveforeningen for at gøre plads til det nye skolebyggeri. Med fuld kompensation og erstatningshaver til de berørte nyttehaver naturligvis. Alligevel valgte kommunen med den ene hånd at udbygge skolen og med den anden hånd at indskrænke området til de nye bygninger. Mystisk.
Umiddelbart efter den fredning besluttede ungdomsforvaltningen at indgå en aftale med H/F Faste Batteri om at flytte før 2010. Tiden gik – prognoserne blev mere og mere sikre – og hvad skete der? Ikke en hylende fis.
Man kunne have truffet en ny politisk beslutning om at flytte haveforeningen inden 2010 eller en politisk beslutning om et andet sted hvor skolen kunne udvides.
Man kunne også langt tidligere og mere proaktivt lave den lovede aftale med haveforeningen om igangsætning af skolebyggeriet inden for de eksisterende beslutninger. Men heller ikke hér skete der noget. I mellemtiden stiger presset nu så meget at skolens grunddistrikt er blevet væsentligt indsnævret.
Omsider er der vist en aftale på vej. Sådan at skoleudvidelsen kan stå klar i 2009. Men det er et kapløb om tiden – og det er under alle omstændigheder 2-3 år for sent.
En underlig cocktail af kommunal langsommelighed, syltning af politiske beslutninger og frem for alt politisk populisme der tager mere hensyn til en haveforeningsformand med gode politiske kontakter frem for det passive flertal af børnefamilier der flytter ud til Islands Brygge.
Læs seneste Bryggebladet hvor nabostriden omtales http://bryggebladet.dk/artikelarkiv/pdf/bb/2007/01-2007.pdf

Ingen kommentarer:

Send en kommentar