søndag, juni 18, 2006

Little Prince ude af Dansk Derby

Øv-øv og tre gange øv. Little Prince – anpartshest hvor undertegnede ejer 1/20 del – kommer alligevel ikke med til Dansk Derby på søndag.

I marts måned blev Little Prince – sammen med de øvrige heste i Enghavelyst - ramt af en virus med tilhørende feber og hoste. For de fleste hestes vedkommende gik det i sig selv igen ret hurtigt. Men ak! Ikke for det lille kræ. Levertallet blev dramatisk forhøjet med 50 %, og i lang tid hang han med hovedet og virkede uinteresseret i alt. Også i foderet, hvilket er katastrofalt for en galophest med Little Princes format. Først da han blev opstaldet udendørs gik det bedre og han blev meldt fit-for-fight til Jysk Derby den 1. juni. Men det løb blev den rene katastrofe: Little Prince endte på en sidste plads – og værre endnu: Løbet og træningen har nu taget ekstra hårdt på prinsen. I en så alvorlig grad at han ikke har nået at restituere sig til det store Derby på søndag. Hesten er nu i enzymbehandling fordi han ikke optager nok føde og trænger til hvile, ro og masser af foder. Little Prince er derfor flyttet fra ”træningscenteret” på Enghavelyst til ”barndomshjemmet” på Karlebo. Det er stadig uklart hvad der er den egentlige årsag til Little Prince alt for høje levertal. Nogle peger på en hårdnakket virus. Andre på overanstrengelse og overtræning, mens atter andre hælder til den teori af galophesten er blevet forgiftet. Ikke af konkurrenterne. Men måske ved at han har spist en eller flere giftige planter. Little Prince arvefjende – Peas and Carrots meldes derimod i stor-top-form – så det skal nu nok blive meget sjov at komme til første Derby nogensinde på søndag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar