Det centrale spørgsmål er vel:
Hvordan skaber man forandring i verden? Ændrer vi tingene ved at møde op, sætte fokus og indgå i kritisk dialog? Eller kan vi kun gennemtvinge ændringer ved at boykotte?
Paul Auster lavede i 1998 et essay
med titlen ”Den bedste erstatning for krig”? Her argumenterer han for at fodbold-VM
er en slags krig mellem landene – men uden at den ”forøger andelen af enker og
faderløse børn”. Meget god pointe synes jeg.
Derfor: Helt grundlæggende. Sport samler. Det spreder ikke. Og derfor skal vi ikke boykotte Qatar.
Men når det så er sagt . så er det vel ikke så underligt - hvis man bare er et nogenlunde reflekterende
menneske - at man har en dårlig smag i munden ved at være statist til denne såkaldte
fodboldfest som værterne i Qatar nu har indbudt os til.
Egentlig handler det vel om man føler glæde ved at se dette
VM eller ej. På samme måde som man føler glæde ved at følge bagedysten eller
andet tidsfordriv!
Og hvis man ikke føler glæde – ja så er det sgu nok bedre at prioritere anderledes.
Lad os klø på med en koordineret indsats. Følg Amnesty´s opfordringer. Stil krav til DBU, FIFA, styret i Qatar. Og så så acceptere, at vi er nogle stykker der ikke tror at festen bliver så sjov som værterne vil have os til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar