Tak til Katrine Wiedemann, som tager hul på en ekstrem vigtig debat i torsdagens information.
Nemlig den om regeringens vanvittige oprustnings-rus - som er pakket ind i en en slags chock-doktrin som gør os borgere mere eller mindre magtesløse.
Hvor er f.eks. fredsbevægelsen? Vi mangler den
Her er Katrine Wiedemanns indlæg:
Hvor er det godt, at de lige nu spiller Jeppe på bjerget på Aarhus Teater i en version, der handler om krig.
Jeppe drikker, fordi han er krigsveteran, det står faktisk i Holbergs stykke, og den vinkel på klassikeren har fornyet aktualitet. Det nye er, at krigen ikke er et fortidsfænomen, men en mulig fremtidig realitet, selv for os danskere. Der vil komme flere som Jeppe, og det er den tanke, vi skal til at vænne os til.
I offentligheden findes den kritiske samtale om oprustningen nærmest ikke. Man risikerer at blive set på som vaccinemodstanderne under pandemien, hvis man forholder sig kritisk til militariseringen. Alle synes som lemminger at løbe i samme retning. Det burde ikke være sådan.
Der sker mange ting i øjeblikket, der forvirrer og skræmmer. Det sidste nye er, at man vil centralisere mere magt hos forsvarschefen, og at våbenindkøb skal undtages fra udbudsregler. Er det ikke ret uhyggeligt, at så mange penge og så meget magt samles i et ministerium, som har en lang række skandaler bag sig om både nepotisme, bestikkelse, dårlig økonomistyring og brud på god forvaltningsskik? Man kan sige, at man giver de mest krigslystne mennesker i Danmark frit lejde til at råde over milliarder og atter milliarder af skattekroner. Er det nu en god idé?
Man genkender ikke sig selv og sit land
Det er, som om den offentlige debat svigter at diskutere, hvad vi reelt bevæger os ind i. Det kan godt være, at oprustning er en nødvendighed, fordi alternativet er værre. Hvem har lyst til at blive en russisk provins, fordi vi ikke skaber militær balance, man skal ikke være naiv. Men hvis vi ikke er i dialog med os selv som samfund om kursen og lufter vores tvivl, uenighed og kritik, kunne det her lige så godt være Rusland. For der må man ikke betvivle regeringens direktiver, og sådan skal det ikke være hos os.
Det er Trump, der siger ord som fred og diplomatisk løsning, og os i Europa, der taler våben – det er som et mareridt, hvor det hele er omvendt. Mareridtet er – ud over krigstruslen – at man som dansker ikke genkender sig selv. Danmark var et fredselskende land. For et øjeblik siden ville mange pensionskasser ikke investere i våbengiganterne. Men nu vil de gerne alligevel. Hele samfundet er vendt på en tallerken, og det giver en lammet følelse.
Den nuværende situation indeholder alt det, vi som danskere traditionelt ikke tror på. Skal man handle hektisk i krisetid? Nej, det er sjældent en god idé. Men lige nu er force majeure hverdag. Vi kender ikke det præcise trusselsbillede, og det gør det lettere for politikerne at presse os til at gå med til en oprustning, der vil forandre vores samfund. Det er superubehageligt, at beslutninger af så stor betydning bliver taget hen over hovedet på en.
Og er det rigtigt af en statsminister at fremmane rædselsscenarier som en nær-realitet i den grad, Mette Frederiksen gør? Som om Putin står ved vores dør med en håndgranat? Det må være i orden at betvivle det absolutte katastrofescenarie, der lige nu er den vedtagne sandhed, og sige det højt. Hvis vi skal forandres på vores dybeste værdier, bør vi diskutere det med hinanden.
Dilemmaerne må frem i lyset
Jeg håber også, at kunsten vil tage sig af at bearbejde den politiske situation. Hvis oprustning er så konstruktivt et tiltag, så kunne man lede efter eksempler i kunsten, historier om den gode krig, findes de?
I kunsten er krig næsten altid det onde. Der er helteskildringer, hvor blodbadet er en form for dannelsesrejse for hovedpersonen. Men krigserfaringen er for mennesket, der har været tæt på, bare ren grusomhed.
Oprustning er jo ikke bare et selvforsvarsscenarie og afskrækkelse. Oprustning betyder ultimativt, at man kan blive nødt til at sende sit eget barn i krig. Det må vi lige have med i snakken.
Og hvad med eskaleringsfaren? Når vi ruster op, så ruster Putin vel næppe ned som reaktion?
Vi er lammede, men den tilstand bør ikke blive permanent. Hvis man ikke kan påvirke det politiske, så kan man i al fald diskutere dilemmaerne i oprustningen for eksempel i kunsten. Kunsten kan nærme sig ubekvemme sandheder på måder, der kan lære os meget, og hvis debatten er træg, kan kunsten gøre en masse. Ligesom Jeppe på Bjerget i Aarhus. Mere af det, tak.
